Essay

Familie liv. Definer ordet familie? Familie: Familie er i Danmark en social gruppe, der består af to generationer, forældre og børn, der normalt lever i samme husstand. Liv: liv betyder måde at være på, som kendetegner de ting I naturen, der opretholder sig selv, men kan dø. Så alt I alt ser det ud som om at familielivet er en social gruppe bestående af to generationer, forældre og børn, som opretholder sig selv, men kan dø. Det lyder ret direkte til mig. Men hvorfor går man ikke bag alle de direkte ting, går bag facaden. f.eks I min familie, der er det min søster der bestemmer vores humør. Andre gange er det måske andre I familien, tit er det moren eller faren, men hos mig, er det min søster. Det er ikke fordi hun råber ''nu er I alle glade!'' og så er vi glade, eller er dominerende på nogen måde. Hun er bare rigtig god til at få os til at have det dårligt hvis HUN har en dårlig dag. Hver eneste dag sidder min familie og jeg om spisebordet, og spiser en 'hyggelig' familiemiddag, men det er ikke altid at det er os alle der 'hygger' sig. nej fordi min søster skal lige snakke negativt om sit arbejde, og om alting der går hende på, eller det som ikke går efter hendes hoved. Men sådan er det, sådan er MIT familieliv, det er ikke fordi det er så dårligt endda, det er bare trist at tænke på hvordan et menneske, altså et liv, en del af familien, kan ændre mit humør, med en sætning og endda bare et ord. Tilbage til virkeligheden. Som jeg sidder på mit værelse, og tørre tårerne af min kind, banker det på døren nedenunder, men som altid er jeg mega ligeglad. Så jeg rør mig ikke, jeg sidder pænt og venter på at hundene tier stille og der er en der åbner døren. Et blink. To blink. Jeg læner mig tilbage I min seng og lukker øjnene. Når jeg er hos mine veninder, virker deres familie altid så lykkelig når det hele ikke er rigtigt, ingen kan på nogen måde være lykkelige, der er altid den ene fejl. Som de fleste familier lader vi os også som om at vi er lykkelige, vi er den glade familie, men hvorfor er vi det? Hvorfor viser vi ikke bare hvem vi er? Hvorfor har vi brug for at være så fucking perfekte? Men hvad er perfekt? Vi har masser af idealer af perfekte kvinder og mænd. Hvad hvis alle viste hvem de var? Hvis alle var ærlige omkring deres forhold til hinanden. Det ved ingen, men det kunne være rart hvis man som familie talte sammen, hvis man delte ting med hinanden. I min familie er jeg fars pige, det er ham jeg taler med hvis jeg har problemer, fordi han forstår, han forstår mig som ingen anden, og han kan gøre noget, han kan ændre ting. Andre personer taler nok med deres mor, eller måske søster. Men igen, dette er mit familie liv, det er min hverdag. Som man siger ingen personer er ens, så er alle familier heller ikke ens? Selvom at vi alle lader som om. Vores forældre vil gerne fremstå som om vi er glade, det er vi også, men alle har dårlige dage, men vi viser det ikke, vi er ikke ærlige over for os selv. Fordi det er vigtigt, at være ærlig. Men er vi det? Nej. Hvorfor? Ja det er et godt spørgsmål. Hundene gør stadig, jeg går nedenunder. Min søster står der. Hun giver mig det blik, som om at hun er ved at springe. Vi er begyndt at diskutere, men jeg fortæller hende at hun skal blande sig uden om. Jeg løber ud af døren, og jeg stopper ikke. Hvorfor ender diskussioner altid med at den ældste vinder? At vores diskussion endte med at jeg blev kaldt betydningsløs, det rammer hårdt. Så hvordan kan det være at vi ikke længere kan have en fornuftig samtale, som to fornuftige mennesker. Eller er vi så fornuftige igen? Kan vi kalde os selv fornuftige når man hakker ned på sin søster, og løber fra problemerne? Skulle jeg måske ikke have blevet? Skulle hun måske ikke bare tale pænt? Men når man tænker over det taler vi ikke engang særlig pænt generelt, det er ikke længere noget jeg tænker over. Jeg tænker ikke over, hvordan jeg taler, og