Facebook får os til at føle os som tabere, fordi vores venner virker mere lykkelige, mere overskudsagtige og mere populære, end vi selv føler os. Det viser et studie fra Stanford University. Et resultat af den selviscenesættelse, som vi alle sammen deltager i online.
Men frygt ikke. Studiet viser nemlig også, at vi ganske enkelt deler flere positive ting end negative og generelt har en tendens til at sætte et positivt spin på tingenes tilstand, når vi deler vores statusopdateringer med verden.
”Derfor kan man hurtigt komme i en situation, hvor 500 venner, der alle har det dårligt, fortæller hinanden, hvor fantastisk de har det,” siger ekstern lektor i psykologi på Københavns Universitet, Lars Lundmann Jensen, ifølge Videnskab.dk.
En flok Facebook-narcissister?
Men hvad er nu det? Er vi alle sammen blevet en flok narcissister? Det glorværdige centrum i vores egen lille verden, som vi desperat prøver at opretholde uden at ville stå ved, hvordan vi i virkeligheden har det? Eller er det i virkeligheden meget naturligt?
For der er da en eller anden form for afhængighedsskabende effekt ved Facebook, er der ikke? Det er da fedt, når man får en masse likes og kommentarer på en eller anden småspydig kommentar til verdens tilstand eller til det faktum, at man nu har været i træningscentret tre gange på en uge. Så måske prøver man næste gang at ramme samme stil og tone, for så er vennerne jo nok med igen.
Det er gratis at oprette en konto