Først og fremmest vil jeg starte med at sige at der er utroligt mange former for kropsudsmykning; fra henna-tatoveringer til piercinger, og helt ned til simple ting som fx sminke. Fra tidernes morgen har man følt trang til at pynte sig selv på en eller anden måde. Vore forfædre benyttede fx mineralske pigmenter som okker i gul- og rødtoner, sort manganjord og hvid kalk. Det blev specielt brugt når man skulle i krig. 8000 år gamle hulemalerier fra Sahara, viser fx malerier af mennesker der sminker sig med farver og dekorationer. Dog vil jeg ikke grave så dybt, blot fortælle lidt om hver enkelt, for det ville jo netop tage en evighed, hvilket nok ikke er meningen. Henna-tatovering: Henna bliver fremstillet af planterne Lawsonia inermis eller Lawsonia alba, hvis blade, og også ofte stængler, bliver revet fint. Planten hører hjemme i middelhavsområdet, Mellemøsten og Indien. Vi får hovedsageligt hennapulver fra Indien og Egypten. De rødbrune mønstre på huden er en ældgammel tradition, som lidt efter lidt kom på mode igen. Specielt efter Madonna viste sig med sådanne afmærkninger i en af sine musikvideoer. Den danske gruppe S.O.A.P viste sig også ofte med det ovennævnte. Indiske kvinder og berberkvinderne i Nordafrika (landets oprindelige befolkning) har i årtusinder smykket sig med hennadekorationer til festlige lejligheder. Farven holder dog ikke særligt længe, og efter nogen tid forsvinder den, hvorefter man atter kan smykke huden med nye mønstre. Tatoveringer eller midlertidig bemaling har været almindelig i mange kulturer, hvad enten det var for at smykke sig, som del af en kultisk handling, eller for at virke særlig frygtindgydende i kamp. Udsmykningerne kunne være ensfarvede eller skrigende flerfarvede, de kunne udgøre store dekorationer eller være bittesmå faconer og størrelser. Især i den arabiske verden og i Indien er kunsten at smykke kroppen med bemalinger stadig i dag udtryk for en levende skønhedskult. Om det er små bitte mønstre på overarmen, en ranke omkring skulderen eller ekstraordinært malede hænder og fødder, kan man selv lade fantasien få frit løb. Oprindelig havde farver og symboler en magisk betydning, f.eks i frugtbarhedsritualer og som trolddom mod onde kræfter. Præster i de tidlige naturreligioner "forvandlede" sig med kropsmaling til væsener med overnaturlige kræfter. Også bemalingen i sig selv havde rituel karakter. At gøre sig smuk var ikke noget formål i sig selv, men havde altid at gøre med et eller andet højere formål. Ved alle vigtige begivenheder spillede kropsmaleriet en rolle; Ved fødsel, pubertet, bryllup og død, såvel som ved jagt, høst, krig og i kulten, hvor man ærede forfædrene. Også samhørigheden i stammen blev markeret med farver og tegn. I det 12. århundrede bragte de islamiske mongulherskere kunsten at male kroppen til Indien. I den arabiske verden var den på det tidspunkt allerede højt værdsat og yderst forfinet. Da Islam forbyder gengivelse af mennesker, opstod der en utallig mængde ornamenter fulde af symbolik. Også dyr ses, især fugle, men først og fremmest blomster og blad-motiver, der er variationer over det ældgamle symbol, livets træ. Endnu i dag er blomster- og rankemotiverne, der bliver malet med henna på en indisk brud, af påfaldende skønhed. For danserinder i bestemte områder er det sædvane at farve fingerspidserne med rød maling. Når man maler med hennapasta, kan man i lang tid finde det lindrende. Folk har sågar sagt det hjalp på deres gigtsmerter. I den orientalske folkemedicin er henna et alsidigt middel. Udvortes bruges den mod eksem, mykoser, og andre hudlidelser. Indvortes bruges den mod amøber og andre mave- tarmsygdomme. Hud, der farves med henna, bliver blød og smidig, og hård hud løsner sig så let som ingenting. Piercinger og tatoveringer: Piercinger og tatoveringer har nok aldrig været så populære som de er idag. Det er især tatoveringer, man kan se alle steder. Skuespillere som Anders W. Berthelsen, musikere som Mary J. Blige og Eminem, og andre kendte mennesker som Kronprins Frederik, Camilla Andersen og Johnny Bredahl har alle tatoveringer. Det kan være sværere at opdage piercinger, fordi de tit er skjult under tøjet, men man skal bare gå ned ad et af hovedstrøgene i London, New York eller København for at se forskellige typer med piercinger i næse, navle, øjenbryn og tunge. For mindre end 50 år siden var piercinger og tatoveringer i Vesten ikke så almindelige som i dag. Det var langt sværere for unge i 1950'erne og 1960'erne at blive piercet og tatoveret dengang. For det første var der ikke så mange steder, man kunne blive det. Og for det andet så man meget anderledes på piercinger og tatoveringer. Piercede næser, navler og andre kropsdele var så usædvanligt, at de fleste ville være blevet forbavsede over at høre om dem. Efter 2. Verdenskrig var tatoveringer mere almindelige end piercinger, og man forbandt dem som regel med søfolk og militærfolk. Piercing betyder gennembrydning. Når man piercer, presser man en skarp genstand ind under huden og lader den komme ud et andet sted. Forskellige genstande, idag er materialet som regel af metal, kan så sættes ind i hullet for at holde det åbent. Efter et stykke tid heler huden omkring hullet op naturligt, og man kan udskifte smykket med et andet, hvis man vil. Bløde steder, f.eks en øreflip, er bedst at pierce, men man kan pierce næsten alle steder på kroppen. Næse, øjenbryn, kinder, brystvorter, navle, læber, tunge og intime steder bliver i dag piercet. Mange bliver piercet for at udsmykke kroppen, måske også for at virke rå, eller for at demonstrere, at de kan udholde en vis smerte. Rundt om i verden har man piercet i mange århundreder. Undertiden blev man piercet af helt personlige grunde. Det siges fx, at Cleopatra blev piercet i en af sine brystvorter, fordi den vendte indad. Hun syntes ikke, at det så pænt ud, så hun fik sat en lille glat sten i hullet, så brystvorten kom til at hænge ud. Det siges også, at gladiatorerne i de romerske arenaer havde piercinger i spidsen af penis af to grunde. For det første for at forhindre, at de fik børn med kvinder af lavere kaste (man mener, at rige kvinder nogle gange betalte for at få børn med berømte gladiatorer). Gladiatorerne kunne kun have sex, når ringen var fjernet. For det andet kunne en gladiator, når han kæmpede nøgen, binde sin penis fast til benet, så den ikke så let blev ramt af knive, spyd eller andre våben. På sejlskibenes tid skulle søfolkene både kunne opbevare deres penge på en måde, så det var let at komme til dem, og de skulle også kunne bruges det sted, deres skib gik i havn. Så de fik piercet ørerne og sat en guldring i øret. Man kunne så høvle guldet af ringen efter behov eller sætte noget mere på. Med guld kunne man købe varer i enhver havn. I England mente mange mænd i 1800-tallet , at deres bukser ville sidde bedre, hvis alt sad pænt under taljen. Nogle fik piercet deres penis med en ring, så den kunne lænkes til benet med en kæde og ikke ødelægge faconen på deres nye, smarte bukser. Det siges, at selv Prins Albert, dronning Victorias mand, havde en piercing i sin penis. Derfor kaldes en piercing gennem undersiden af penishovedet en "Prins Albert", mens en "Queen Victoria" er en piercing gennem oversiden af penishovedet. Når man tatoverer, laver man et tydeligt mønster i huden. Det laves ved, at man prikker blæk gennem overhuden og ned i læderhuden. Læderhuden ændrer sig ikke meget i løbet af ens liv og nedbrydes ikke, så tatoveringer er permanente. Der er forskellige måder at få tatoveringblækket ind i huden på, men man er nødt til at stikke i huden. I dag gøres det som regel ved, at man bruger en elektrisk drevet maskine, der skubber en nål op og ned, og den går igennem huden, hver gang den går nedad og sprøjter så en lille mængde blæk ind i huden. De fleste menneskers tatoveringer har en særlig betydning for dem, og det gør at hver tatovering er et personligt udtryk. Ingen ved med sikkerhed, hvornår de første tatoveringer blev lavet. Når man dør, rådner huden som regel og bliver opløst, så det er meget svært at få beviser for tidligerere tatoveringer. Beviserne på at man tatoverede i oldtiden stammer fortrinsvis fra lig, der er blevet mumificeret - hvor huden er blevet bevaret, så man kan se den tatovering, som personen havde mens han/hun var i live. I 1993 fandt man et mumificeret lig fra oldtiden i et højtliggende, forblæst område af Sibirien ("himlens græsgang") i Rusland. Mumien var en kvinde, som siden er blevet kaldt isdronningen. Da hun levede, var hun prinsesse. Det er nok derfor, at hendes hud er dækket af klare, blå tatoveringer af dyrefigurer, der viser de dyr, som hendes folk levede af. Isdronningen har ligget frosset i den sibiriske is i mere end 2400 år, og det gør hende til en af de ældste og mest kendte tatoverede kvinder. I 1992 fandt man en tatoveret mumie, en mand, i Alperne på grænsen mellem Italien og Østrig. Ismanden, som han blev kaldt, var blevet begravet i en gletsjer for omkring 4000 år siden, og det gør hans tatoveringer ligeså så gamle som oldtidens egypteres. Omkring 2000 år efter, at Ismanden blev begravet i gletsjeren, nåede den invaderende romerske hær til det nordlige England. De blev mødt af piktiske krigere, der var dækket af blå tatoveringer, og de var så vilde, at de romerske legioner ikke kunne besejre dem. I stedet blev Romerne nødt til at bygge Hadrians Vold tværs over Englands nordlige grænse for at holde de tatoverede fjender ude. Selv om folk i oldtidens Europa blev tatoveret, så var denne praksis næsten opført i det 17. århundrede. Men i 1769 kom de sømænd, der sejlede rundt i Stillehavet med Kaptajn Cook, i kontakt med tatoveringer. Nogle af Cooks mænd bragte en permanent souvenir - i form af en tatovering - med sig hjem. I dag er der som regel mere end én grund til, at man bliver tatoveret eller piercet. Folk giver mange forskellige forklaringer på, hvorfor de beslutter sig for at dekorere deres krop på en eller anden måde. For nogle år siden var det næsten kun folk, der var uregerlige og lidt rå, der havde tatoveringer: Sømænd, soldater, Hells Angels og kriminelle. En tatovering viste at man var en outsider - én, der ikke fulgte spillereglerne. Altså en person som gør oprør mod de almindelige regler for, hvordan man bør og skal se ud. Nogle bruger også tatoveringer til at vise hvilke forhåbninger, de har. Flere idrætsfolk (mænd og kvinder) har fx fået tatoveret de olympiske ringe på kroppen for at vise, hvor meget de ønsker at deltage i OL. Nogle har deres elskedes navn tatoveret på huden. Det er ikke helt risikofrit. "Mor" og "far" er forholdsvis sikre, mens en forelskelse, mens en forelskelse jo kan gå over. Hvis man så ikke vil betale penge for at få den malet over, hænger man på den irriterende plage resten af sit liv. Andre gange laver man en afmærkning på kroppen i form af en tatovering som minde om fx en vens død, men størstedelen af dem der får det lavet, gør det, simpelthen fordi de synes det ser pænt ud eller at det føles rigtigt. Min mening: Jeg synes det er helt iorden at lave kropsudsmykning. Men på den anden side, kan jeg heller ikke helt lade være med at tænke på, hvad fedt der er ved at påføre sig selv smerte. I Myanmar (tidligere Burma) i Asien, lever Padaung (giraf-kvinder). De har rotting- og messingkraver som viser deres rang i samfundet. Så jo mere rang, jo flere kraver eller "halsbånd" som vi jo nok ville kalde dem. Men hvad sker der hvis man pludselig ikke har lyst til at være Padaung mere? Kraverne blir fjernet, men ens hals er så forlænget at de brækker. Det kan da virkelig ikke være kønt. Eller i Kina, hvor pigerne helt fra barnsben af, får klemt deres fødder helt ned i mini størrelser, bare fordi det er et tegn på skønhed at have små fødderne. Her taler man virkelig om at lide for skønheden. Jeg har selv tænkt meget over at få en tatovering, men nu hvor jeg har læst hvordan det foregår, tror jeg at jeg forevigt er skræmt væk.
Det er gratis at oprette en konto