Vi har alle prøvet at stå foran mor derhjemme, og skulle forklare, hvorfor man nu kommer så sent hjem. Eller i en situation, hvor man skulle vurdere, om man skulle fortælle den hemmelighed til Tobias, som Charlotte fortalte til én her den anden dag, eller om man skulle lyve og spille uvidende. Måske har man også prøvet at stå overfor større og mere betydende situationer, hvor din beslutning om at lyve eller ej, er afgørende for mange mennesker. At lyve er noget vi alle gør. Nogen mere end andre selvfølgelig.
”Med ærlighed kommer man længest”, lyder en meget gammel talemåde. Jeg mener at det at lyve, er rigtig svært helt at definere som noget godt eller skidt. For når folk hører ordet ”løgn”, bliver det betragtet som noget skidt – men er det altid det? Man kunne f.eks. tænke at hende den nye i klassen ser grim ud, men ville det så være godt at gå over og sige sandheden til hende, altså og fortælle hende at hun er grim?Slår du ”løgn” op i en ordborg står der: “en bevidst usand oplysning” (Politikens Nudansk Ordbog). Til gengæld defineres ordet en hvid løgn: ”en harmløs og tilgivelig løgn” (Ordnet.dk). Det er sådan set derfor jeg mener, at det her er et emne, der er rigtig svært at gøre sig klog på, for hvem har så ret? Det er forskelligt fra person til person, hvad man betragter som en hvid løgn og en løgn.
Det er gratis at oprette en konto