På hjemmefronten mærkedes den kolde krig også - særligt i dens koldeste periode fra 1948 til 1962. Modsætningerne mellem kommunister på den ene side og de øvrige politiske partier på den anden blev trukket skarpt op. Selvom der i Danmark ikke var tale om kommunistforskrækkelse som den, der herskede i USA i 1950’erne, var der ikke megen plads til afvigende synspunkter inden for bloktænkningen.
Ikke mindst efter Korea-krigens udbrud i 1950 blev det i den overvejende del af dansk presse kutyme at behandle enhver sikkerheds- eller udenrigspolitisk opposition som et udtryk for kommunisme. Det medvirkede til at tryne de forholdsvis mange, som fortsat var imod blokpolitikken. Frem til 1960'ernes begyndelse nåede antallet af erklærede tilhænger af Nato-medlemskabet kun sjældent over 50% ifølge Gallups meningsmålinger.
Danmark havde også et erklæret kommunistisk parti i form af Danmarks Kommunistiske Parti – DKP. Partiet mistede imidlertid mandater ved hvert eneste folketingsvalg efter 1945, indtil det i 1960 helt gled ud af Folketinget. Sideløbende med det parlamentariske tilbagetog mistede partiet også de fleste af de tillidsposter i fagbevægelsen, dets medlemmer havde vundet efter krigen. DKP havde ikke desto mindre et potentiale, som blev næret af store befolkningsgruppers trange kår i 1950'erne. Det viste en stor konflikt ved overenskomstfornyelsen i 1956. Fredag den 13. april ophøjede Folketinget et afvist mæglingsforslag til lov. Samme dag blev den hidtil største arbejderdemonstration i landets historie afholdt på Christiansborg Slotsplads. 150.000-200.000 deltog, og i byer over hele landet var der ligeledes demonstrationer. DKP’s partiformand Aksel Larsen og kommunistiske fagforeningsfolk spillede en central rolle for, at demonstrationerne fortsatte, også efter at forbundslederne havde opfordret til at indstille dem.
Det er gratis at oprette en konto