Vi er netop gået ud af dobbeltdørene ud i det fri, væk fra skolens grund. ”Hvorfor fanden skal du skrive om sådan noget lort?” Jeg har netop fortalt ham om min næste danskopgave, der skal handle om grænsebrydende kunst. ”Tænk at han har kunne sælge mere end 120.000 eksemplarer? Det rimer jo ikke en gang” Jeg vil skrive om Yahya Hassans digtsamling, da jeg ikke vil have noget for voldsomt eller ulækkert. Men hvorfor reagerer han sådan? Jeg kunne vel have valgt noget værre.
Hans reaktion viser mig i hvert fald, at det ikke er et fejlvalgt emne, men også at det er forskelligt, hvad man mener er grænsebrydende. Men hvorfor? Har det noget med opdragelsen at gøre? Hvis man er vokset op med mange tabuer og blufærdighed, kan et billede af en nøgen kvindekrop være provokerende, mens andre blot vil synes, det er smukt. Religion eller kultur kan være en begrænsning for menneskets evne til at se ud af boksen og skabe mere forargelse end forståelse. Men på den anden side er forargelse, muligvis den reaktion kunstneren leder efter. Det kan være tiden: ”Det er for moderne”, ”Alt var bedre da jeg var ung”, hører man bedsteforældre sige. Måske, elsker man, hvad man har lært at elske. En gang var surrealistiske billeder og nøgenhed grænsebrydende, mens vi i dag hører om levende fisk i en blender. Men da vi ikke synes, at dette er grænsebrydende længere, kan man vel sige, at mennesket generelt er blevet mindre snerpet. Mennesket bliver blot ved med at finde nye grænser, der kan brydes på nye måder. Spørgsmålet er, hvor langt man kan gå.
Det er gratis at oprette en konto