Jeg sad der foran computeren, en helt normal søndag aften. der var en summen omkring mig, mine øjne var ved dat lukkes, og kunne beuynde at ane mine egne øjenvipper, når mine øjne blinkede langsomt. Jeg smagte på lufte, et snært af den parfume på i morges vendte tilbage. Tankerne susede ind i mit hovet igen, min mave trak sig sammen, jeg kunne ikke få været. tanken om det var forfærdelig, hvorfor skulle den duft altid minde mig om dengang. hvorfor skete også, af alle mennesker på den her jord hvorfor så lige mig.
jeg fik sådan lyst til at lade alting bare forsvinde ud i det blå, lade mig glide langsomt ned af stolen, ned på gulvet hen har det knirkende trægulv, ned af trinene på den gamle trappe med det røde uldtæppe i midten. havde lyst til bare og drive ud, væk fra alting. Jeg rejste mig med et sæt fra stolen. jeg strakte hænderne ud, spredte benene, tog mig derefter til hovedet . og lod det hele blive sort et par gange. først det ene øje og derefter det andet. jeg forsatte med lange skridt ud i gangen, rev min jakke ned fra knagen. tog den på. bukkede ned , fumlede mig frem med hænderne i mørket, åndede lettet op da min hånd ramte noget hårdt. jeg rakte den anden hånd frem og fandt den anden sko lige ved siden af den første. trak armenne til mig satte mig ned på det kolde klinke gulv og bandt mine sko på mine fødder. rejste mig tog i det kolde dørhåndtag og forsatte ud. udenfor. Jeg kunne mærke hans klamme hænder mod min ryg, mit lår. langsomt kørte frem og tilbage som var det en form for kærtegning. Med raske skrist
Det er gratis at oprette en konto