Analyse af Anne Knudsens 'Landsbyernes klode'

Jeg skal i denne opgave tage udgangspunkt i artiklen, Landsbyernes klode, som er skrevet af antropologen Anne Knudsen. Selve artiklen stammer fra samlingen ”De var fremmede”, 1995.

I artiklen Landsbyernes klode sammenholder Anne Knudsen, begreberne, den globale landsby og den personlige landsby, samt hvilken betydning de hver især har for den enkelte i samfundet.

Hun lægger ud med i første afsnit, at fokuserer på, hvorledes verden tilsyneladende er blevet mindre for den enkelte. Hun tager udgangspunkt i udtrykket, den globale landsby, som første gang blev fremført af medieforskeren Marshall McLuhan. Den globale landsby, var et udtryk, som i sin enkelthed, skulle beskrive bevægelserne i den moderne verden, karakteriseret ved teknologien. Hun anvender eksempler for at gøre dette mere klart for læseren. Som eksempel benytter hun blandt andet Internettet, og dets kommunikationsnet, som har forøget udbredelseshastigheden af information, samtidigt anvender hun også et mere bevægelses præget perspektiv, ved at nævne de muligheder som flytrafikken har medført, igennem de hurtige hastigheder, som gør at vi kan rejse længere, på kortere tid. Vi siger at verden er blevet lille, men verden har altid været lille, erklærer Anne Knudsen i artiklen.

Herefter inddrager hun begrebet den personlige landsby, som en modsætning til den globale landsby. Udfra ordene kan man måske umiddelbart gætte, hvad der menes med udtrykket, den personlige landsby. Hvor man i den globale landsby tilsyneladende har kontakt med hele verden, selvom dette ikke er tilfældet, så gælder der i den personlige landsby at ”beboerne” er personer som man kender, eller rettere sagt, har lyst til at kende. Det kan for eksempel være naboer, arbejdskolleger, klassekammerater, m.v. Alle andre mennesker er, af en selv, forvist til at ”bo” i den globale landsby, idet man, ifølge Anne Knudsen, ikke kan overskue at kende mere end 400 mennesker, hvilket hun mener, svarer til en almindelig landsby. Den personlige landsby er dog ikke som enhver anden almindelig landsby, idet den eneste lighed mellem de to, er menneskene. Beboerne i den personlige landsby er ikke tilfældig sammensat, ved valg gjort af beboerne, men de er i stedet udvalgt af personen, som altid er omgivet af sin personlige landsby. Antallet af beboere i den personlige landsby er nogenlunde konstant, idet nye kommer til og mens andre og måske ældre ”beboere” udgår. Ens egen personlige landsby har man med sig overalt, og den minder en om, hvorfor man ikke har lyst, eller vilje til at møde og kende andre mennesker, som ikke indgår i de samme grupper, som man selv indgår i. Som Anne Knudsen nævner det i teksten, så indretter man sig selv efter, hvor man er i et bestemt tidspunkt. Et eksempel som hun selv benytter, er når man kommer gående i offentligheden, f.eks. i gågaden, så indstiller man sit blik på ikke-genkendelse, som medfører en slags anonymitet, i stedet for det mere intime blik, som man anvender i sin personlige landsby. På denne måde beskytter man sig selv, ved at undgå intimitet med de mennesker, som ikke er en del af sin landsby. Med anonymiteten vises der at man ikke er interesserede i de pågældende mennesker som møder denne anonymitet, og som formentlig besvarer den med en tilsvarende anonymitet. Man har derved udviklet en metode, som gør det muligt for en selv, at beskytte sig imod den belastning, det ville være, fysisk som mentalt, at kende alle de mennesker man møder, omtaler Anne Knudsen. Samtidigt så er man til dels underlagt samfundets orden, som i mange mennesker fremkalder en følelse af, at det er godt at kende mange mennesker og derved have en større variation i sit bekendtskab. Dette modstrider dog netop det man vil opnå med sin personlige landsby og anonymitet, hvormed der opstår en psykisk konflikt, endog måske en undertrykkelse af sit jeg, om man vil. Konflikten holdes dog nede, ved at man bilder sig ind, at alle andre personlige landsbyer, er netop som ens egen, hvormed man ikke går glip af nogle sociale, intime og dermed personlige aspekter, som man ikke allerede har.