To gange om året, lidt før og lidt efter midsommer, gik solen ned lige bag drivhuset. Det så
ud som om nogen havde tændt ild derovre. Drivhuset lå i et forsømt gartneri et par haver
væk, jeg så det fra mit vindue når jeg skulle i seng, og af og til krøb jeg ud af sengen igen når
der var sagt godnat for at se hvordan ilden derovre efterhånden døde hen og drivhuset blev
mørkt som resten af gartneriet.
Det var det længste man kunne se fra mit vindue, og jeg vidste ikke hvad der lå længere væk.
Selv efter det var blevet mørkt kunne man godt få øje på drivhuset, fordi glasset spejlede og
man så noget af skyerne mens de var lyse endnu.
Gartneriet var det eneste sted vi ikke måtte lege. Vi havde slået haverne på vejen sammen, til
området var så stort at det næsten var umuligt at få en leg færdig. Den som stod kunne have
det meste af en aftens arbejde for sig, og det var ensomt og lidt uhyggeligt at begynde at
tælle med lukkede øjne og høre de andre forsvinde i alle retninger. Ved hundrede var der
ikke en lyd eller bevægelse der røbede, at disse haver var fulde af børn, og man kunne
Det er gratis at oprette en konto