Er vi i virkeligheden bange for at vise vores sande jeg? Er det fordi, vi sætter alt for høje forventninger til os selv? Er det fordi, vi ikke tør? Vi sætter en facade op, men er det egentlig det samme som at lyve? Er ens personlighed formet ved fødslen, eller bliver den formet gennem livet? Prøver man bare at passe ind, eller er vi bange for at blive dømt, og blive holdt udenfor flokken? Er det virkelig sandheden?
Næsten alle folk i dag er folk med facader på. De er bange for andres meninger og tanker om dem. Man indretter sin adfærd efter hvad for nogle folk, der er omkring en. For eksempel er man som regel sig selv, når man er hjemme sammen med ens søskende og forældre. Man føler sig nærmest som en fri fugl. Der er ingen, der dømmer en derhjemme. Sådan har de fleste det med familien. Men hvis man er sammen med vennerne, er det forskelligt fra person til person. Ifølge mange kommer det mest an på, hvor tætte man er som venner. Men alligevel har man en mistro til at blive fejldømt af sine venner. De få mennesker der er sig selv, griner man måske af, det kan være begrund af deres tøj eller hår. Det er fordi, vi ikke er vant til det. Man kan kalde det ”det unormale”. Der er så mange, der har en facade på i dag, at det faktisk er, det der er normalt nede i skolen eller i klubben eller hvor man nu er. Prøv at tænk på at det faktisk er normalt at ikke være sig selv. Det syntes jeg er ret vildt. Man skal passe på med at, man ikke murer sit sande jeg inde bag en stor mur.
Det er gratis at oprette en konto