Må homoseksuelle adoptere? Principielt er jeg ikke imod, at homoseksuelle, enlige og andre varianter af familiemodellen får adgang til adoption.
Men jeg er imod et øget antal af adopterede, jeg er imod den stadig manglende vilje fra politisk hånd til at undersøge, hvad de rent faktisk har implementeret som en løsningsmodel for barnløse familier, og jeg er imod det uproblematiserede idealbillede, der tegnes.
Der påpeges i debatten, at adopterede stiller sig i en offerrolle ved at påberåbe sig barnets tarv. Her er det, jeg må spørge: hvorfor stiller man sig i en offerrolle, når faktum er, at adopterede kommer som børn uden stemme - at de som sådan er "tavse" individer/parter i sagen, og at der derfor ageres af andre på deres vegne? Hvordan kan man i det hele taget mene, at det er en offerpositur at være interesseret i, at netop denne "ageren på andres vegne" foretages udfra de rette præmisser? Jeg synes, der fra offentlig side er gjort alt for at male en rosenrød model frem af adoption som en uproblematisk, vellykket integration.
Den svenske Lancet-undersøgelse påviser, at adopterede af udenlandsk herkomst ligger markant over deres kontrolgruppe (der består af svenske biologisk fødte børn i samme aldersgruppe) når det kommer til kontakt med det psykiatriske system, adfærdsvanskeligheder, kriminalitet, misbrug af alkohol og stoffer samt selvmord og selvmordsforsøg. Jeg spørger alle jer, der mener, I gør en humanitær gerning: er dette acceptabelt? Er dette at udvise ansvarlighed fra et land, der mener at varetage børnenes tarv?
Det er gratis at oprette en konto