”Mor, hvorfor har jeg to mødre?” Jeg hadede, når han spurgt. Nogen gange tænkte jeg på, om jeg over hovedet skulle have fortalt ham det, i en alder af kun 3 år. Men han ville vel alligevel blive chokeret og skræmt, hvis jeg først fortalte ham det, når han blev ældre. Men jeg tror, jeg venter nogle år med at fortælle, hvad der er sket med hans biologiske mor og hvorfor. Jeg får det helt dårligt, når jeg tænker på det.
”Andreas! Kom ud og få sko og jakke på, vi skal til at af sted, du kommer for sent i børnehave”. ”Øhh nej, din gris, du ved da godt, at maden skal ind i munden og ikke i hele ansigtet. Hvem har du dog arvet de manerer af”? Jeg tager tit mig selv i at sige sådan noget og det ikke har jeg det ikke så godt med, dels fordi jeg ved, hvem moren er og har snakket med hende, og dels fordi hun da bestemt ingen maner har eller det, der ligner.
”Skynd dig lidt! Det ender med, at de tager af sted uden dig. Jeg tror, vi lige kan nå det, hvis vi skynder os nu”.
Vi nåede lige at komme hen til børnehaven, da de andre børn var på vej ind i bussen, de skulle med. Nu kom det værste – afsked - tidspunktet, hvor jeg ved jeg skal hjem til et stort tomt hus alene. Jeg hader at være alene; alle de mystiske lyde der kommer, stille vindpust, døre der knirker, vandet der drypper og trægulvet ovenpå, der knirkede, selv om man er helt alene. Jeg hadede det, jeg ville helst ikke hjem. Jeg var altid alene hjemme, når han var i børnehave. Min mand var aldrig hjemme, han har travlt med sit arbejde og er altid på konference, og når han så endelig er hjemme, bruger han al sin tid på kontoret.
Det er gratis at oprette en konto