Vi ankommer til asylcenteret i Herning en kold forårsdag. Vi bliver hurtigt vist rundt i centeret og mit førstehåndsindtryk er faktisk rimelig godt. Vi kommer ind i et ’’hus’’ hvori der bor asylansøgere. Asylansøgerne sidder i hver deres seng og snakker sammen. Mobil og internet er en vigtig del for asylansøgerne pga. de gerne vil i kontakt med deres familie derfra hvor de er flygtet fra. Vi går lidt videre, og ender nede i teltet hvor vi skal bo. Jeg synes egentligt at centeret er en positiv oplevelse, hvilket jeg først ikke lige havde troet. Klokken er ved at være mange og vi lægger os til at sove. Vi vågner tidlig morgen, hvorefter vi går ind for at spise. Selvfølgelig samme mad som asylansøgerne får. Beredskabskorpset sørger for at få lavet mad til os. Efter vi har fået os noget mad, går vi ud til noget undervisning, hvor udlændingene lærer vores danske sprog. Stemingen på centeret er generelt rigtig god og folk virker glade. Men der er dog også dem som sorger over de har mistet deres familie og lignende. Efter undervisningen er færdig, går jeg hen for at snakke med en mand. Han fortæller hvad hans historie er, og hvorfor det lige præcis var Danmark han kom til. Da han begynder at fortælle om sin familie, og om hvor meget han savner dem, begynder han at blive ked af det. Det er selvfølgelig en hel normal måde at reagere på, da det er ens familie og det spiller på ens følelser. Tænk at flygte fra krig uden sin familie..
Det er gratis at oprette en konto