”Det hele skete på en koldt og regnfuld weekend...” Ja…, lige som vi plejer, rydder vi op i huset lørdag morgen. Hvor min søster vælger at støvsuge gulvet, og jeg tørre vindueskarmene og bogreolen af. Det går hurtigt med vindueskarmene, men bogreolen… haha, det gik ikke som planlagt. Hvorfor…? Tja… Jeg startede med den ene bogreol, som dufter af egetræ, og har rigtig mange bøger? ordbøger, romaner, Steven King samlinger. Mit blik standsede ved gamle billede. Her, flyver jeg cirka 20 år tilbage, hvor mine forældre var unge. Jeg standsede med min pudsning af støv, ligger min støveklude til side, og kigger med stor nysgerrighed på alle billederne som er på reolen. I mange fotobilleder er min mor ung, smilende. Og så væltede alle tankerne om hende... For det første er hun min mor. Lille, kvik, buttet og næsten hele tiden opmuntrende og i godt humør. Hendes hår er leverpostejfarvet, kort, og på siderne kan man se gråt hår… Haha, min mor siger?” Man bliver klogere jo mere gråt hår man får.” Jeg ved, det ikke er sandt, men rent fysiologisk. Jeg ved at min mor trøster os, og måske sig selv. For jeg ved at ingen i verdenen, vil blive gammel og dø en dag. Ja, som jeg skrev, er min mor lille, tynde læber, hendes øjne… det er spændende. Venstre er grønt, men det andet øje er grå/blå. Min mor laver sjovt med det hele tiden, hun siger?” grønne øjne har djævelen, men blå øjne har englene,” så… ”Hvem er jeg så?” Min far, mig selv og min lillesøster vil altid grine af den vits. For min mor siger, at den måde andre mennesker tager det, bliver det helt for alvorligt. Min mor er evig optimist. Jeg ved godt, at hun i sit liv har set koldt og varmt, hårdt arbejde, død, fattigdom og uretfærdighed. Jeg ved ikke hvorfra hun kan finde alt det positive energi til at man rejser sig helt op og går videre… Måske var hendes liv lige sådan, at hun lærte at se alt det positive, dejlige ting. Hvor hun smittede os andre, uanset hvor dårligt vi har havde haft det. Nogen gange, er vi overrasket over hvor stærk hun er inden i. Jeg håber jeg lære noget af hende, og genbruge det senere i mit liv. Altså alt det positive og optimistiske, og som hun siger: ” Hvis man kigger fra den hypotetiske side...” I vores familie mener vi, at hun har adrenalin til resten af sit liv. Hun har tid til mig, til min søster, til min far, til hendes tolkninger og mange borgerer og patienter, fangerer og politi osv. Det er ikke nok med det, hun har også tid til hendes have. Det er hendes store passion. Have og planter. Vi ved ikke hvor mange penge hun har brugt til alle sine planter. Hun lære også mig og min søster, hvordan man forspire planter, hvordan man planter om i jorden eller i drivhuset. Min vilje, til at lære alt det min mor ved om gødning, kompost og grøntsagsdyrkning er meget stor. Jeg kan ofte se skønheden i en blomst, som vi plantede sammen, eller smagen i agurken, eller tomaten.
Det er gratis at oprette en konto