Hvorfor krig?

Vi kender alle ordet krig og hører det ofte. Det er ligemeget om det er i forskellige sammenhænge, men ordet ligger i al fald tungt over hele verden. Ja, jeg tør næsten påstå, at vi alle hører, eller i hvert fald tænker, over og om krig hver dag. Jeg kan huske, da min mor og far så småt begyndte at fortælle mig om krige, andre uroligheder og fjendtligheder, gennem tiden jeg voksede op. Indtil da havde jeg bare levet i en lykkelig lille verden. Nu var der lige pludselig godt og ondt. Jeg forstod det ikke. Det var måske dumt, naivt og barnligt, men hvorfor ville nogen dog slå andre ihjel? Hvilken grund kunne nogensinde blive, og være, så god, at man ville, og for den sags skyld kunne, slå andre ihjel? Jeg synes selvfølgelig det var forfærdeligt, men jeg tænkte ikke yderligere over det. Det er først nu, hvor jeg er blevet ældre, at det virkelig har gjort et stort indtryk på mig. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan man kan stå ind for krig. Jeg synes også stadigvæk, at det er hensynsløst og umenneskeligt, men jeg forstår hvorfor, at nogle lande og grupper vælger at føre krig. Der har været utroligt mange krige gennem tiden, og det er som om man aldrig helt kan finde ud af, hvor mange der egentlig har været, og hvorfor de overhovedet startede. Næsten alle krige og fjendtligheder kan nemlig også kobles sammen som reaktioner på, og efterfølgelser af, hinanden. Som et eksempel blev Første Verdenskrig efterfulgt af Anden Verdenskrig kort efter. Hitler brugte nemlig det tyske folks svaghed efter krigen til at vinde tilliden til den anden. Således har vi også markeret årsdage for Første Verdenskrigs udbrud i 1914 den 1. august og for af- slutningen af Anden Verdenskrig i 1945 den 5. maj i 2014 og 2015. Ud over disse store krige har der også været et utal af andre, og verdenshistorien har altså mange mørke pletter fra krigene, men det lader ikke til, at vi er blevet klogere. Tværtimod. For hvordan kan vi lade urolighederne stå til, når det er vores egne medmennesker, vi snakker om? Vi ved allesammen hvad krig er, og hvad de medfører. Ikke mindst for lokalbefolk- ningen, men også af fjendtligheder og stridigheder fremadrettet. Mange huse bliver ødelagt og tusinder af mennesker dør. Det medfører også fattigdom i langt de fleste tilfælde, og hvad skal alle de mennesker nu gøre af sig selv? For har vi ikke nok fattige i den verden, som vi lever i. Vi burde være bevidste nok til at kunne tage ansvar. Samtidig truer Islamisk Stat også, og Taleban lurer under overfladen sammen med de mange andre islamistiske grupper i Afrika. De kæmper alle stærkt for deres tro og det står nærmest i en skræmmende kontrast til danskernes afslappede forhold til protestantismen og kirken. Igen er vi tilbage til baggrunden for krig. Islamisk Stat kæmper indædt og stærkt for deres eget land, som skal kredse om deres stærke tro og religion. Det har de vel også ret til, nu når det er det de tror så stærkt på og virkelig ønsker. Problemet er vel bare, at man ikke kan gøre kloden større og at alt jorden allerede er delt op i territorier. For alle lande startede også med at være oprør. I langt de fleste tilfælde handler krige altså om magt, territorium og religion, men kan det virkelig danne et stærkt nok grundlag for at føre krig?