Konsekvenserne af 1864 og Genforeningen i 1920

I 1864 efter Danmarks nederlag til Preussen og Østrig måtte Danmark afgive landområderne Slesvig, Holsten og Lauenborg til tyskerne. Det betød, at Danmark mistede 2/5 af sit landområde og 1/3 af sin befolkning. Sønderjylland, som var det oprindelige navn på hertugdømmet Slesvig, var hermed tabt til Tyskland, og den dansk-tyske grænse kom til at løbe lige syd for Kolding. Det store flertal af befolkningen i Sønderjyllands nordlige del følte sig som danske. I anden halvdel af 1800-tallet nød ønsket om en genforening med i det mindste dele af Sønderjylland derfor stor udbredelse i Danmark. Først med det tyske nederlag i 1. verdenskrig blev genforeningen imidlertid en realistisk politisk mulighed.

Efter 1. verdenskrig:

Det tyske kejserrige tabte 1. verdenskrig i november 1918. Herefter så Danmark en chance for at få det tabte land tilbage. Det blev bestemt, at grænsen mellem Danmark og det tyske område skulle tilpasses ved folkeafstemninger i tre zoner. På den måde kunne man se, hvor der var dansk, og hvor der var tysk flertal.

Afstemning:

Den 10. februar 1920 blev der i 1. zone afgivet 75 % danske stemmer mod 25 % tyske. Man stemte altså for at være en del af Danmark.

Den 14. marts 1920 blev der i zone 2 (inklusive Flensborg) afgivet 20 % danske stemmer mod 80 % tyske. I zone 2 stemte man med andre ord for Tyskland. Afstemningen i zone 3 blev opgivet.