Det var en tidlig morgen 3. juledag 1991. Temperaturen lå omkring frysepunktet,
og sneen havde lagt sig som en hvid dug. Jeg husker tydeligt oplevelsen, så tydeligt som var det i går. Min første flyvetur
helt alene. Jeg havde set frem til den flyvetur i flere måneder og nu kom dagen
endelig. Jeg var fuldstændig parat til at besøge min onkel Sven i Warszawa. Onkel Sven var ifølge ham selv en yderst bestemt mand, en mand som altid havde ret
og altid var klædt i en hvid snusket skjorte fra 90’erne. Udover det var han alligevel en ganske rar og behagelig mand.Jeg var i dejligt humør, selvom det var en bitterlig kold vinterdag. Der var uden
tvivl ingenting, der kunne ødelægge sådan en vidunderlig måned. Nu skulle onkel
Sven og jeg, endelig have noget tid sammen. Vi havde nemlig i mange år nu ikke
set særlig meget til hinanden på grund af den lange afstand. Men da jeg var
yngre, og han boede i Danmark, boede jeg næsten lige så meget hos ham, som jeg
boede der hjemme. Det var ligesom mit andet hjem, uden regler og massere
pligter at overholde. Onkel Sven tog alting med et smil uden stress og jag.Jeg stod mutters alene midt i en særdeles stor lufthavn. De lange rulletrapper,
Det er gratis at oprette en konto