Elektra: Paradis og genforening med faderen

Det er lyst. Min far går med mig i hånden. Jeg kan mærke, at blodet i hans hænder løber

rundt, og at han aldrig giver slip. Vi nærmer os et stor og gul slot. Vi er meget tæt på. Jeg

kan se, at det har en stor trædør.

Far åbner en stor og tunge dør. Der er mange mennesker, der går rundt og snakker

sammen.

»Far, hvor er vi?«

»Det er Paradis, min skat, det er her, vi skal bo.«

Fedt. Jeg har aldrig boet i et slot. Lige pludselig hører jeg én, der råber mit navn.

»Elektra! Elektra!«

Jeg drejer mig på hælen 180 grader, og ser Allan løber til mig. Allan? Hvad fanden laver han her?

»Hej Elektra!«

»Hej...« siger jeg med rystende stemme.

»Jeg er glad for at se dig.«

»Jeg troede, at du var død.«

»Som du kan se, er jeg her, og vi snakker sammen.«

Det er da umuligt, han er død. Jeg var med til begravelsen. Vent, måske er det muligt. Men

så er jeg også… er jeg død? Nej, det kan jeg ikke være. Hvad med min far, er han også død?

Fuck, fuck, fuck, det kan, vi bare ikke være. Jeg trækker min far i ærmet.