Fortælling om søskendejalousi

Det var ikke så langt tid til, de alle sammen var på vej. Alle i familien var helt op og kører over at der var kommet en ny lille dreng til verden. Jeg var nok den eneste der var fuldstændig ligeglad med situationen. Selv mine to bedste venner kom for at se til min nye bror og ikke mig. Jeg blev mere og mere irriteret hver gang jeg skulle hører om den lille, alt handlede kun om ham og alle var fuldstændig ligeglad med hvad jeg gik rundt og lavede. Det bankede pludselig på døren, det var hele min familie og mine to bedste venner. Vi skulle holde juleaften. Alle var glade selv min mormor som var døden nær sad i hjørnet og smilede. Bortset fra mig jeg havde min plan i hovedet om at når folk var i fuld gang med gaverne og den lille lå at sov ville jeg gøre det. Tiden kom endelig og den lille skulle i seng jeg listede ud i skuret for at gøre kassen klar. Jeg lagde en hammer, et tæppe og tre brædder i kassen. Det eneste jeg manglede nu, var den lille irriterende lorteunge. Jeg listede ind igen forbi stuen hvor alle sad og ind i min brors værelse. Der lå han i sine egne små drømme med sin tommelfinger i munden. Jeg listede lige så stille hen til han lille vugge, for at bære ham op. Da jeg først havde fat i ham løb jeg ud i skuret tog kassen og skyndte mig at løbe langt ud i skoven. Da jeg var noget til den store trappe der gik ned til åen, fløj tankerne gennem hovedet på mig. Hvad nu hvis der var nogen der så mig? Hvad nu hvis de finder ud af det var mig? Jeg blev i et splitsekund i tvivl, var det nu det rigtige jeg havde gang i? Jeg sagde til mig selv mens jeg tog det ene skridt efter det andet ned ad trapperne ”gør det nu bare, det er meget bedre uden ham”. Da jeg så endelig var noget til enden af trappen og stod og kiggede på de store åle der svømmede ned i vandet, vidste jeg at det var det rigtige. Kassen lagde jeg ned og folede tæppet rundt om ham, og så begyndte jeg ellers bare at banke det tre brædder fast. Da brædderne var banket i bar jeg kassen op og smed den ned i vandet. Jeg var bange for at der var nogen der havde set det så jeg løb hurtigt op igennem skoven og p af de store trapper. Jeg stoppede først med at løbe da jeg var nået hele vejen hjem. Jeg var lidt bange for at gå ind, hvad nu hvis de finder ud af det. Jeg gik ind og lod som ingenting, jeg kunne ikke forstå at folk bare sad og snakkede stille og roligt, og at stemningen var helt normal. Det var først da jeg kom ind i stuen jeg fandt ud det. Der sad han. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Han var jo væk, jeg så det selv med mine egne øjne. Hele natten lå jeg og tænkte over hvorfor ville jeg ikke have ham her? Hvad har han gjort mig? Og hvordan skal jeg komme af med ham? De tre spørgsmål kørte rundt i hovedet på mig. Og svaret var han tager alle væk fra mig, og det kan jeg bare ikke klare. I morgen skal han væk uanset hvad der skal til. Efter der nu var gået et halvt år og jeg havde prøvet hver dag gav jeg op, jeg kan ikke mere uanset hvad kan den lille dreng ikke dø. Jeg gik nedenunder for at snakke med min mor, det her skulle stoppes og det skulle være nu. Jeg sagde til hende ”mor jeg kan ikke dette mere den lille driver mig til vanvid og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Han har taget alt fra mig, please hjælp mig”. Hun stod og kiggede på mig som et stort spørgsmåls tegn. ”den lille han blev fundet død i en kasse for et halvt år siden, hvad snakker du om?” kunne det virkelig passe var det bare en drøm det hele? Var det mig der fejlede noget? Eller var det hele sket? Det var nok en ting jeg aldrig ville kunne få svar på.