Natten var faldet på, alt var blevet mørk, man kunne ikke få øje på månen eller en eneste stjerne på himlen. En af de dage hvor man ellers ikke gik uden for en dør, af frygt for hvad der ventede i mørkede.. Det var som om hvert enkelt levende væsen vidste hvad der ville ske. I skoven var der ikke en vind der rørte sig, alt var stille, ikke en lyd kunne høres. Lige pludselig blev stilheden brudt. Det var en hestevogn, der med stort besvær kæmpede sig igennem mod skovbunden.
Det havde været en lang tur kunne man se på de pustende heste. Hestevognen stoppede med ét og en mand hoppede ned på jorden. Langsomt og roligt bevægede manden sig om bag ved vognen, hvor han stille løftede en trækasse op. Han bar trækassen og gik over mod en trappe, som førte ned ad en bakke. Trinnene var lavet af sten, og ikke alle var ens, så han var ved at falde flere gange.
Da han var nået ned ad bakken, stoppede han. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Her havde
han også stået for 60 år siden uden at vide, hvad der ville ske. Dengang havde han stået og beundret den kasse, som han i dag stod med. Den kasse som havde ændret hans liv. Her ved vandkanten havde han set sin fremtid. Han satte kassen ned, og et ansigt kom til syne i den. Han førte sine hænder ned i kassen og med op kom der en dukke. Dukken var klædt i gult og havde langt blondt hår. Man kunne se, at den var slidt efter de mange års brug. Men det var ikke det ydre, der talte. I hvert fald ikke på denne her dukke. Denne dukke havde gjort så mange glade og lykkelige. Men nu var den tid ovre, og han skulle til at sige farvel til fortiden. Den fortid som havde startet her ved åen for mange år siden, da han havde fundet dukken, som en lille dreng. Med tårer i øjnene lagde han dukken tilbage i kassen. Så tog han nogle brædder, og lukkede kassen helt.
Det er gratis at oprette en konto