En engel uden vinger

  Jeg går ned af gangen, det er underligt stille, ingen børn der løber rundt og råber, men her er dog ikke  helt stille, for rundt omkring i klasserne kan  jeg høre nogle folk snakke.   9 kl står der oven over en dør, ikke noget 9A eller 9B bare 9 klasse. På min gamle skole var der både  A,B og C, men den her skole er heller ikke en folkeskole det er en privatskole, så det er sikkert derfor.   Døren står på klem så  jeg skubber den forsigtig op, alle de andre elever sidder rundt omkring i  klassen i små grupper. De  vender  alle hovedet op imod mig da jeg træder ind, de stirrer underligt på  mig. Så  høre jeg pludselig en stemme bag mig,  “hej jeg hedder Signe, og du må være Malika”  hun  har  lyst glat hår og helt lyseblå øjne, hun har en løs blå kjole der hænger ned langs hendes slanke  krop. Hun må være min nye lærer. “ ja det er mig” svarer jeg, “ jamen velkommen til så, du kan bare  sætte dig på den stol der er der” siger hun og peger over på en tom plads på forreste række. Klokken  ringer med det samme og de andre sætter sig på plads. Signe stiller sig op og begynder at snakke. “ hej  alle sammen, jeg håber i har haft en god sommer og er klar til et nyt og dejligt år, og som i måske har  lagt mærke til er der startet en ny pige i klassen. Så Malika vil du ikke ikke lige komme herop og lige  kort præsentere dig selv”.  En klump sætter sig fast i min mave og mit hjert begynder at banke  hurtigere, jeg har ikke lyst, men jeg rejser mig alligevel op og går op til tavlen. Selv om der kun er  nogle få meter over til tavlen, føles det som om det tager en evighed at gå der op. De mange stirende  øjnene borer sig ind i mig bagfra, og mine ben begynder at ryste. Normalt ville jeg ikke have så meget  imod at skulle stå foran en masse mennesker… men det her, det er  anderledes.     “ Øhh ja, jeg hedder så Malika… og øh ja,  jeg er 15 år og øh jeg bor en time væk… så ja” Jeg kan se  en pige der sidder på anden række hviske et eller andet til hendes side makker, og svagt kan jeg høre  den ene af pigerne sige  “ hun er ihvertfald ikke dansker”. Klumpen i min hals blev til en tung sten der  får min krop til at ryste endnu mere, og jeg går i stå.  Jeg kigger ud over de andre og det går op for  mig at de alle har lys fin hud og de fleste har også lyst glat hår, ikke en eneste er mørk i huden eller  mørkt krøllet hår. Mine tanker bliver afbrudt da min lærer siger jeg bare kan sætte mig ned igen.   Klokken ringer ud til spisepause og de andre rejser sig og går ned mod spisesalen. Jeg får øjenkontakt  med en af pigerne der står og roder i sin taske der står på bordet, hun går over imod mig.  “ hej jeg  hedder Isabella” siger hun, med en lys og fin stemme,  jeg svarer hende og siger mit navn igen,  “  Malika, det er da et  specielt navn”  siger hun så. Jeg bliver tavs. Malika, er det et specielt navn er det  ikke meget normalt, tænker jeg. Jeg fniser og siger “ja lidt”, for hvad skulle jeg ellers svare.    Nede i spisesalen sætter jeg mig hen alene på et af bordene, og imens jeg sidder der og spiser kan  jeg  mærke de andres prikkende øjne i nakken, og jeg høre hele tiden den samme sætning igen og igen  inde i mit hovedet… hun er ihvertfald ikke dansk.     Klokken ringer ud fra den sidste time og jeg skynder mig over til bussen. Jeg sætter mig om bagerst i  bussen, og kigger ud af vinduet. Det var min far der syntes jeg skulle flytte skole fordi min gamle  skole var en skole hvor der var meget… ja øh … ballade for at sige det på en pæn måde,  og så syntes  han  ikke jeg lærte nok. Så nu har han sendt mig hen til den skole der ligger tættest på hvor vi bor,  skolen hvor alt og alle er “perfekte”.    Pludselig bliver mine tanker afbrudt da de andre folk i bussen begynder at skrige, jeg skynder mig at  kigge ud af forruden og jeg ser en bil  køre lige imod os, mit hjerte springer  op i halsen på mig, alting