Man bygger broer alle steder i verden. Broer mellem lande er vigtige i verdenssamfundet. Broen mellem Danmark og Sverige har stor betydning for det danske samfund, både den konkrete og den symbolske. Vi er nødt til at opretholde den bro og den tillid, der er forbundet med den. På det seneste har der været en begivenhed, som har fået vores bro til Sverige og resten af Europa til at skælve. Den begivenhed er den massive flygtninge strøm, som lige nu kommer strømmene fra lande som Syrien og Mellemøsten. Sidste år var der en ung mand som valgte at gå på mordtogt i København med en maskinpistol. Et af målene var en synagoge i Krystalgade. Her skød og dræbte han en 34 årig jøde, som ofrede sig for at redde resten af jøderne samlet i Synagogen. Hvordan reagere den danske regering og politikere på det? De fordømmer angrebet. Ud over det sætter de vores, i forvejen hårdt pressede, politikorps til at stå bevogtning ved jødiske slagtere, synagoger og andre jødiske steder, som kunne være eventuelle terrormål. Samtidig med dette forventes de, at kunne håndtere flygtningesituationen og den normale kriminalitet. Alt dette sker efter at der for få år siden var nedskæringer i politiet, eller det som politikerne kaldte det at politiet skulle ”effektiviseres”. Bevogtnings opgaverne kunne nemt blive bemandet af eksempelvis hjemmeværnet. Man bevogter for at opretholde og styrke broen til storebror USA, fordi de har en stærk bro til Israel. Vores bro til Sverige og resten af Europa er som sagt blevet svagere. Schengen-aftalen falder fra hindanden, og vi står tilbage med to valg: At lukke grænserne mellem landene og lade hvert land klare sig selv eller blive enige med de andre lande om hvordan vi fordeler de flygtninge, som nu er her. For dem som skal tage beslutningen om hvad vi, og resten af Europa, gør, er det ikke et spørgsmål om menneskeliv, der er tale om, nærmere tal i et regneark. Der er ingen, som bekymre sig for andet end sig selv, og hvad betydningen af flygtningen strømmen har for dem selv. I stedet for at bygge broer med de nyankommne og lære dem om hvordan man opfører sig her, skaber man en usynlig mur mellem de to samfund. Man integrere ikke de nyankommne, de bliver bare stuvet af vejen i ghettoer. Det skaber mistro og fordomme mellem os. Jeg læste fornyligt at mellem unge 2. og 3. generations indvandre, var ”dansker” blevet et skældsord. Jeg kan huske for et par år siden, her var mine bedste venner Ibrahim og Erol. Jeg mødte dem så igen for et par uger siden, jeg tog mig selv i at søge mod fortovet på den modsatte side af vejen. Det var ikke fordi jeg ikke ville tale med dem, men fordi jeg følte mig utryg ved dem. Det følte jeg ikke fordi de havde truende fremtoning, men blot af den simple grund, at de var af anden etnicitet end mig. Den mistro og de fordomme har gennemsyret broen mellem etniske danskere, og folk af anden etnisk herkomst. Man har så mange fordomme om ”de andre”, at man ikke kan se bort fra dem mere. Mennesker af anden etnicitet er en voksende gruppe i vores samfund, derfor bliver vi nødt til at fjerne fordommene og forstærke broen mellem de to grupper. Broen til Sverige bliver svagere og svagere, det nyeste tiltag er paskontrollen. For to uger siden skulle jeg til Sverige med mine forældre. Vi var nået helt til Helsingør for at tage færgen, da min far kom i tanke om, at vi skulle vise pas. At der er paskontrol mellem Danmark og Sverige, ser jeg som et af de største skridt tilbage i nyere tid. Dette kunne måske blive løst, hvis vi fik en holdbar fordeling af flygtninge i Europa. Måske skal vi slet ikke hjælpe. Vi er jo ikke skyld i, at der er krig og ødelæggelse i Mellemøsten. Eller er vi? Vi er jo medskyldige i meget af det krig der er. Danmark støttede Al-Qaida under den kolde krig, vi har også været med til at presse demokrati ned over mange ulande, som ikke var klar til det. Vi har skubbet en udvikling, der tog flere årtier for os ned over lande på få år. Det har resulteret i anarki i de individuelle og et stærkt had mod vestlige lande som USA og Danmark i befolkningen. Alt det hjælper terror-organisationer som Al-Qaida og Islamisk stat til, at rekruttere soldater. Vi kan ikke bare lade dem sejle i deres egen sø. USA har i mange år udnyttet dem for deres olie, det har resulteret i, at de i flere år har opbygget et had hele vejen fra 80’erne og op igennem 90’erne. Alle de her faktorer kulminerede så i september 2001 da to fly fløj ind i ”Twin Towers” i New York. Da tårnene væltede, væltede det også, den i forvejen skrøbelige, bro til Mellemøsten. Efter det har USA haft tendenser til at virke paranoide over for immigranter og flygtninge. De ønsker ikke at hjælpe syriske flygtninge, selvom de er en af hovedårsagerne til deres krise. De lader også Mexico sejle i deres egen sø. USA’s mest populære præsidentkandidat lige nu har intentioner om at bygge en mur langs grænsen til Mexico, i stedet for at bygge en bro. Det er da lidt ironisk at et land bygget af immigranter, ikke vil have immigranter og flygtninge. Men i USA er der for mange murer mellem staten og samfundet, den tykkeste mur og sværeste at vælte er den mellem det hvide politikorps og den sorte samfundsgruppe. Den barriere bliver konstant forstærket af politibetjente, som skyder og dræber ubevæbnede sorte unge mænd, der i mange tilfælde er ikke truende, endda i nogen tilfælde uskyldige. Dette skaber et had mod autoriteter på samme måde som der er had i Mellemøsten mod Vesten. I min familie er der også blevet brændt nogen broer. Den, som påvirker mig mest er den bro min mor valgte at brænde for 10 år siden til hendes søster, mine fætre og min morfars søster. Det var den klassiske historie med uenigheder om arv, og hvem, der skulle have hvad. Selv i dag, 10 år efter, taler de ikke sammen. Her for et halvt år siden døde min morfars søster, jeg ærgrede mig inderligt over, at jeg aldrig nåede at genopbygge broen til hende. Jeg var ikke engang inviteret til hendes begravelse. Hvorfor jeg ikke forsøgte at genoprette kontakten til hende igen ved jeg ikke.
Det er gratis at oprette en konto