Endelig blundetid. Efter en lang dag på arbejdet, gør jeg mig klar, jeg kan endelig indstille søndagsuret, til en lur og derefter se frem til en god omgang aftensmad. Dagen står dog stadig klart, vi havde for en måned siden fået besked om, at nu var asylansøgerne altså kommet til Nordborg. Det er en arbejdsdag, for tre år siden, og jeg har ramt sengen tidligt i dag.
Busturen ville ikke være mig behjælpelig med den sædvanlige „du-har-nu-ramt-Vollerup-søvn“, fordi, jeg måtte prise mig heldig med endnu en af de forbistrede flygtninge på sædet ved siden af mig. De larmer, de tager buspladserne fra os andre privilegerede og så skulle man tro, de var opvokset i et land af slum, kæmpe social ulighed og krig. Det kan da ikke passe, at sådan en æselridende, langhåret, „vores-skattepenge-narkoman“ skal komme her, i så luset tøj og så oveni købet, larme mig lige op i hovedet HELE vejen til Nordborg. Inden vi ser os om har de taget alle vores jobs, og sidst, men ikke mindst koloniseret Danmark. Godt vi stadig kan have kirken i fred. Når jeg så får prædiken om, at de nok skal integrere sig, bidrage til samfundet og ikke sætte moskéer op, sender jeg altid smøren tilbage i riffelform, og det er uden løst krudt. Smøren om hvordan de ser nok så flittige og søde ud nu, men vent du bare til den dag, hvor de får deres første politiske parti, så valfarter de hertil, som var det Mekka, og så er danskerne hvert fald ikke i flertal mere. Det er sådan jeg har lært, at skære bollen hjemmefra. Derfor er det den rigtige holdning at have.
Det er gratis at oprette en konto