”Åh, har jeg nu husket det hele?” tænker jeg for hundrede og syttende gang, mens jeg mentalt gennemgår alle de ting, man bør have med sig, når man skal til udlandet. Jeg er ekstremt spændt på at komme af sted, og slippe for hverdagens trummerum.
Taxichaufføren informerer mig om, at vi nu er ankommet til lufthavnen. Jeg rækker ham pengene og takker for turen. Han stiger ud sammen med mig, og hjælper mig med min røde, falmede kuffert.
”Tusind tak,” takker jeg endnu engang
”Det var så lidt. Hav nu en god tur!” siger han og smiler. Vi tager afsked. Jeg står og nyder solens stråler der rammer min hud, inden jeg skynder mig forbi en masse mennesker, der lige som jeg er på vej ud at rejse. Jeg går med raske skridt, hen mod indgangen til den store, blå lufthavn, med sommerfugle i maven.
Jeg har nu fået tjekket min kuffert ind, og venter bare på mit fly. Jeg går rundt i lufthavnen, og kigger lidt på nogen af de forskellige tilbud og butikker. Jeg går forbi en familie, der er tre kvinder og to mænd, en lidt ældre kvinde og to yngre kvinder der står og græder, de to mænd har sorg i blikket, men græder ikke. De tager afsked med en ung mand, der er klædt i militærtøj. De knuger ham længe ind til sig, mens tårerene triller ned af deres kinder. Det fylder mig med sorg at han skal sendes væk til et fremmede land, og risikerer at blive slået ihjel på grund af krig. Jeg kan kun forstille mig hvor hæsligt det må være at skulle sendes i krig, at skulle dræbe et andet menneske, få nogle tætte bånd med andre, blot for at se dem dø.
Det er gratis at oprette en konto