Så sidder jeg her, alene igen. Hvert frikvarter er efterhånden sådan.
Alle er bange, bange for at snakke til mig, selv det at kigge på mig er en udfordring for dem. Når jeg går på gangene på skolen, prøver jeg at se ked ud af det, prøver at få bare én person til at se på mig, med bare en lille smule medlidenhed i deres blik. Det er forgæves, ingen gør det, ingen har nosser nok til at tage kontakt til den forældreløse freak, som jeg et eller andet sted er. Når jeg sidder til time, kan jeg mærke alles blik nærmest bore igennem mig, men jeg kan ikke bebrejde dem. Hvem ville ikke glo på en dreng med ar på hele kroppen. Der er ingen der ved hvad der skete den gang, hver eftermiddag, når de kom hjem.
Jeg var bange hver dag, bange for at jeg havde gjort noget som fortjente en straf. Mine forældre var ikke som andre, en straf for dem var en lussing, et slag med bæltet eller det værste, et brandmærke med en smøg. Jeg var på mit værelse hele tiden, for at være sikker på at jeg ikke gik i vejen for dem. Jeg var bare en lille dreng, som levede i frygt, en frygt som stille og roligt ødelagde mig fuldstændig. I skolen spurgte lærerne næsten hver dag hvordan jeg havde det derhjemme, men jeg var så bange for at jeg ville blive gennembanket af mor og far, så jeg var stille. Indeni skreg jeg på hjælp, jeg var stille, men jeg skreg.
Det er gratis at oprette en konto