”Uro i forstæderne” er en novelle af Leif Panduro (1923-1977), den er skrevet i 1962. ”Uro i forstæderne” er skrevet i jeg-form. Nye ting kan være meget svære at tolke. I novellen kommer vi ind i en meget speciel og indelukket forstad. Den handler om nogen mennesker fra overklassen, hvor der flytter en fremmed ind og skaber kaos. Menneskerne i forstaden begynder få mistanke til den fremmede mand. De flytter derfor sammen i ét hus, holder vagt og sørger for være tæt sammen. Men er det egentlig den fremmede, de burde være bange for? Novellen starter med in medias res, som er et kendetegn ved en novelle. Mange tekster er man bare en flue på væggen, men i denne novelle bliver der skrevet meget til læseren eksempel ”De ma? forsta?”, gør at vi forstiller os flere billeder i hoved. Novellen starter i datid, men kommer hurtigt til at blive flashbacks.
Fortællerne bliver beskrevet med deres forbogstaver. Jeg fortælleren er en enægget tvilling det kan man se ved et stykke fra teksten ”Na?r de tænker pa? at s og jeg ogsa? er eneæggede tvillinger”-alle skal være ens intet må skille sig ud. Derfor kan de ikke danne deres egen idensitet og liv. Ud fra det har de dannet et ba?nd til hinanden, og derfor dannet en gruppe. De siger, tænker og gør det samme alle sammen, og omtaler hinanden som e?n stor gruppe, ved at sige vi Na?r de omtaler sig selv eller hinanden, der er ingen der skiller sig ud, så derfor kan det være svært af danne sin egen idensitet.
Det er gratis at oprette en konto