Naadsensbrød af Henrik Pontoppidan, analyse

”Naadsensbrød” af Henrik Pontoppidan”Naadsensbrød” er skrevet af Henrik Pontoppidan i 1887 fra novellesamlingen Fra Hytterne. Nye Landsbybilleder. Novellen er skrevet under perioden Det moderne gennembrud og omhandler den måde underklassen var underlagt samfundets overklasse. Henrik Pontoppidan sætter i teksten spørgsmålstegn ved uligheden og manglen på ligestilling i samfundet. Ulighed og ligestilling var et stort problem i denne litterære periode.”Naadsensbrød” er skrevet af en alvidende 3.personsfortæller, en alvidende 3.personsfortæller optræder ikke selv i teksten, men ser tingene udefra. Novellen er skrevet subjektivt, da vi får indblik i Henrik Pontoppidans holdning til behandlingen af underklassen. Både negative og positive adjektiver bruges i novellen, der bliver dog gjort mest brug af de negative adjektiver i forbindelse med ”Kassen”. Adjektiverne er med til at give et større indblik i, hvad ”Kassen” er for et sted. Da det tydeligvis er de negative adjektiver, som dominerer, giver det os en negativ opfattelse og forståelse af, hvad ”Kassen” er for et sted. Udenpå bliver ”Kassen” beskrevet, som værende et guddommeligt og helligt sted, idet ord som kongeligt, spir, funklende, guld bliver brugt. Holdningen til ”Kassen ændres meget hurtigt, da man får indsigt i, hvordan fattigfolkene på ”Kassen” bliver behandlet. Indenfor bliver ”Kassen” beskrevet som et fængsel, idet der bliver nævnt, at ” (…) en Opsynsmand ordner dem i Rækker paa to og to”. Det virker som om, at folket på ”Kassen” er en slags fangere, som bliver tvunget til at gøre hvad de bliver beordret på, ellers får det sine konsekvenser. ”Kassen” er et sted, hvor disciplin og punktlighed vægter højt. Det gør, at vi slev kan relatere til en form for fængsel for de fattige som lever på ”Kassen”. Grunden til, at anstalten besidder en så stor værdi som disciplin, er på grund af inspektøren på ”Kassen”. Før i tiden var inspektøren nemlig en del af militæret. Man kan sige, at han fører en form får militærordning på anstalten. Fattiggården ”Kassen” bliver også folkeligt beskrevet ” (…) for Herredets store, nyopførte Fattig- eller Arbejdshus, der er Egnens Stolthed og Pryd” (s. 155, l. 6-7). Henrik Pontoppidan gør stor brug af ironi, normalt er det ikke er en stolthed at have et fattighus, hvor menneskerne fra underklassen gemmes væk og glemmes. Med denne novelle kritiserer Henrik Pontoppidan samfundet. Han er stor modstander af den måde, de fattige behandles på. Han synes, det er meget forkert at gemme menneskerne fra underklassen væk. Novellen bruger han til at udtrykke hans holdning og mening. Han gør det på en realistiskmåde, da han i novellen har det syn på de fattige, som man havde i de gamle dage. Handlingen forgår sig i gamle dage, det kan bl.a. ses ved, at Stine Bødkers bliver overflyttet til ”Kassen” i en fjællevogn. Handlingen i novellen forgår som en cirkelkomposition, i starten af novellen får vi af vide, at en person ved navn Stine Bødkers skal anbringes på den såkaldte fattiggård nemlig ”Kasse”. Herefter får vi beskrevet ”Kassen”, til slut ender vi igen hos Stine Bødkers, hvor fjællevognen er kommet for at hente hende og bringe hende til fattiggården ”Kassen”. Novellen foregår i et fattigt miljø, hvor det naturligvis er gamle, fattige folk, som ikke kan varetage sig selv, der bliver anbragt på anstalten, hvor de opholder sig resten af deres tid. Inspektøren på ”Kassen”, er den person, der har styret på ”Kassen”. Han bliver benævnt som stor, opmærksom og til dels frygtindgydende. Han er iført en tætsiddende frakke fra hans militærtid, som giver ham en holdning så lodret, som sjældent er set før. I teksten optræder han som en slags Gud over ”Kassen”. Personerne som bor i ”Kassen” opfattes hjernevaskede og usle, de følger bare ordrene uden nogen form for brok eller kommetarer. Beboerne er iklædt ens og udstilles som værende retsløse, det gør de da de ikke har retten til at gøre andet end, hvad de bliver bedt om. I teksten bliver de kaldt lemmer, hvilket hentyder til, at de ikke opfattes som værende et rigtigt menneske, men bare følelsesløse, mekaniske lemmer. Stine Bødkers er personen som anbringes på fattiggården ”Kassen”. Hendes mand er død, og efter hendes mands død, tjente hun til sig selv og børnene ved at arbejde i roe- og kartoffelmarker. Førhen var hun en kvinde, som glædeligt gik på arbejde, men efter hun fik beskadiget sin hånd i et damptærskeværk, blev brændevinen og hende bedste venner. I teksten fremstår hun som en fordrukken, gal kælling, som ikke kan varetage sig selv. I starten er hun ikke villig til at følge med til fattiggården ”Kassen”, hun kæmper imod, men ender med at få sine fødder og hænder bundet, hvor hun efterfølgende bliver slæbt ud i fjællevognen og kørt til fattiggården ”Kassen”.Nogle af temaerne i novellen er kamp og magt, i novellen foregår der en form for kamp mellem underklassen og overklassen, når de fattige nægter at tage med på anstalten. Magt ses både inde på fattiggården ”Kassen”, hvor inspektøren tvinger fattigfolkene til at gøre ting for ham, og magt ses også da Stine Bødkers tvinges til at komme på ”Kassen”. Derfra kommer der et andet tema i teksten nemlig tvang. Det ser vi da Stine Bødkers ikke har nogen mulighed for at sige fra eller til, da hun bliver tvunget med på anstalten, selvom det er mod hendes vilje. I novellen ”Naadsensbrød” optræder der modsætninger som rig og fattig, det er overklassen, som styrer samfundet, og det er underklassen, som er under tøflen, og bare skal gøre, hvad overklassen beder dem om. ”Naadsensbrød” passer godt ind i Det moderne gennembrud, ”Naadsensbrød” er en novelle som kritisere samfundet og den måde samfundet håndterede tingene på. Disse to ting var der meget stor fokus på under Det moderne gennembrud. Der er en del kritik af samfundets uligheder under Det moderne gennembrud, og Henrik Pontoppidan prøver med novellen ”Naadsensbrød” at give folk indblikket i, hvordan de fattige i samfundet blev behandlet. I ”Naadsensbrød” har vi fået indblik i Henrik Pontoppidans syn på samfundet, den uhjælpsomhed der hersker i tiden under Det moderne gennembrud. Henrik Pontoppidan har i novellen valgt at fokusere på de fattiges forhold, og deres mangel på ligestilling, hvilket han tydeligt får fremstillet i novellen.