Borgerskabet i slutningen af 1800-tallet var snæversynet. De tænkte ikke rigtig på andre end dem selv. De vidste, at de var indflydelsesrige, og deres bekymringer var få og små. Men Henrik Pontoppidan, som selv var en borgerskabsmand, valgte at se på arbejderklassens rettigheder, og Naadsensbrød er et produkt ud fra hans erfaringer.
I novellen benyttes en 3.persons fortæller, men dog med alvidende tendenser. Fortælleren forsøger at blive ved det ydre, men der er eksempler, hvor han lige kommer ind og rører det indre; ”Fra det øjeblik, det blev hende klart, at hendes modstand var forgæves, og at arbejdsanstalten tidlig eller silde vilde blive hendes sidste asyl slap alle tøjler hende afhænde” (s.158, l.23). Her bliver han alvidende, da han kender til Stines afsky overfor anstalten, og han kender også til hendes fortid.
Fortælleren prøver at være så objektiv som muligt, dog skinner hans sympati for de fattige og for Stine Bødker igennem. På s.156n-157ø fortælles der, at de gamle bliver gjort til led i en mekanisme, hvilket kan tyde på at de gamle ikke længere bliver betragtet som mennesker, nærmere som redskaber for at fremstille måtter. Mange af hans adjektiver er også ladet med medlidenhed i sætningernes sammenhæng, et af tilfældene ser vi på s.155, l.22: ”Der er altid noget uhyggeligt ved synet af sådan forsamling gamle, livstrætte mennesker, hvem tilværelsen intet længere har at byde.” Flere gange bliver de gamle kaldt skøre, hvilket sandsynligvis skyldes isolationen på anstalten, og det tager kun inspektøren 14 dage at forme dem, så de er medgørlige, men hvordan ved vi ikke.
Det er gratis at oprette en konto