Allerede i sine unge år indledte Bang sin karriere som journalist og novelle- og romanforfatter, samtidig med at han forsøgte sig som skuespiller og sceneinstruktør, teaterkritiker og teatertænker. Mellem 1878 og 1912 publicerede han knap 1100 teaterkritiske essays og artikler.
Herman Joachim Bang (1857-1912) blev født i en præstefamilie i Asserballe på Als og døde under en oplæsningsturné jorden rundt på hospitalet i byen Ogden, Utah, USA.
Han debuterede 22 år gammel som litteraturkritiker i 1879 med essay-samlingen Realisme og Realister, som også slog en ny retning i litteraturen fast. Året efter fulgte den første novellesamling Tunge melodier og den skandaleombruste roman Haabløse Slægter. I (1886) kom novellesamlingen Stille Eksistenser med bl.a. fortællingen Ved Vejen. Blandt andre hovedværker er romanerne Stuk, Tine, Ludvigsbakke og Det hvide Hus.
Herman Bang, der som realistisk forfatter ville gøre op med de romantiske illusioner, nærede selv den romantiske illusion, at han var af Hvidernes slægt, og i sin debutroman Haabløse Slægter (1880) lod han helten, William Høg, være den sidste mandlige efterkommer af en helteslægt.
Men den stolte arv fremtræder som en arvelig belastning. Hvad forfædrene præsterede i virkeligheden, vil William præstere på scenen, men kommer til kort som skuespiller.
I skildringen af heltens barndom byggede Herman Bang på sine egne barndomsoplevelser: Utrygheden ved faderen, hvis manio-depressive psykose længst muligt søges skjult for omverdenen, og en desto stærkere binding til moderen, hvis død af tuberkulose giver William (som den gav Bang) et ulægeligt sår. Hans moderbinding får ham til at falde for meget ældre kvinder; skildringen af et sådant forhold vakte anstød og gav anledning til tiltale og dom for pornografi.
Det er gratis at oprette en konto