Danmark anno 2005 har ændret sig betydeligt siden 1975. Det er ikke nødvendigvis på den dårlige måde, men Danmark og danskerne har udviklet sig i takt med resten af verden således, at det ikke udelukkende er manden, der er den altdominerende i samfundet. Man kan sige, at ligestillingen har haft sit indtog i landet, hvorved manden ikke længere nødvendigvis skal hente penge hjem til konen og familien.
Jeg vil i dette essay give et tidssvarende billede af Danmark anno 2005.
Landet var sådan, at manden ikke kom hjem til sin kone, som havde gået og gjort rent hele dagen. Konen ventede ikke på, at hendes mand kom hjem og underholdte hende med sjove anekdoter fra hans travle hverdag. Nej, konen kom ligeledes hjem fra sit arbejde, som hun havde erhvervet, netop fordi hun var den bedst kvalificeret. Man havde på et tidspunkt erkendt, at kvinderne ikke var så hjælpeløse, som det hele tiden havde været påstået. Nu var det ikke kun enkelte kvinder, der fik en uddannelse som jurist, tandlæge, amanuenser, læger og politikere. Nu havde alle kvinder muligheden for at følge deres drømme, uden at der ville blive set underligt på dem. Faktisk var det tættere på at være omvendt, da det på en måde var mere mærkeligt, at en kvinde anno 2005 ikke havde noget arbejde, og bare ville sidde og vente på, at hendes mand kom hjem. Om eftermiddagen når manden kom hjem efter sine 8 timers arbejde, og konen kom hjem ca. samme tid, så hentede de deres børn i børnehavens/skolens pasningsordning, hvis ikke – i hvert fald skolebarnet – var opdraget til at gå direkte hjem fra skole. Her kunne barnet selv ordne sine lektier, komme af sted til den foretrukne sport og for den sags skyld også sørge for mad, hvis sulten skulle melde sig. Et opkald fra én af forældrene ville kunne klare de fleste problemer, således at tidens mobilbarn skulle føle sig i centrum. Når aftenen kom, kunne familien isolere sig i hvert sit værelse, hvor man typisk kiggede på hvert sit tv, fordi netop den ene eller anden tv-serie var i gang lige den pågældende dag. Familien ville jo ikke nødvendigvis se det samme. Det kunne dog hænde, at noget af familien kunne samles om enkelte udsendelser, så som Vild med Dans, og man samledes alle om udsendelser med de dejlige værter på tv, såsom Andrea Elisabeth Rudolf og Casper Christensen. Disse blev et samlingspunkt, da vi alle kunne grine af de, som hverken var i stand til at danse eller synge. Man diskuterede også alvorlige sager, som integration, udlændinge politik, og krigen i Irak, og danskerne nøjedes ikke bare med at lytte til eksperterne, de ville selv blande sig og havde møder, og man behøvede ikke længere være ekspert for at have en mening, som andre kunne være enige i.
Det er gratis at oprette en konto