Novellen fra 1995 handler om en snigskytte, der ligger i et højhus i Sarajevo. Her er han en del af borgerkrigen, men i løbet af teksten fremkommer han også som del af den danske kultur. Allerede i novellens første afsnit udtrykkes snigskyttens ambivalente forhold til krigen. Det ses først og fremmest, at han er stolt af sine færdigheder som snigskytte. Samtidig ser man dog i beskrivelsen af barneværelset, at alle positive symboler er blevet negativt laddet. Det liv og håb, som et barn, barnelatter og grønne blomster (på sengetøjet) symboliserer, bliver erstattet med en dukke uden hoved, barnetis, krageskrig, og et falmet grønt blomstermønster, et falmet håb.
Det ambivalente forhold til krigen kommer altså til udtryk som en indre splittelse. Han kalder sig selv for tålmodig, idet han lader almindelige civile gå i fred. Herved får han skabt en falsk tryghed blandt indbyggerne, en tryghed han kan udnytte som snigskytte. I modsætning til dette kan han dog godt lide mortornedslagene, der får indbyggerne til at blive inde. Ligeledes var hans følelser splittede, første gang han skulle skyde. Før skuddet blev hans hænder rolige af Mauser-riflens ’kærtegn’ på hans kind, men den efterfølgende nat fik han rystende hænder. Han ønsker ikke at analysere hans angst, selvom den nemt kan føres tilbage til hans rolle som snigskytte. Han ønsker altså ikke, at indse den smerte krigen bringer ham, men alligevel forestiller han sig barnegråd, som udtryk for en reaktion på krigshandlingerne, men også som udtryk for liv. Der er dog intet liv i byen. Som gardinerne, der forsøgte at flygte fra byen, er indbyggerne flygtet. De vinduer, han søger efter andre snigskytter i, er som tomme øjenhuler i et kranium. Det giver et billede af død og byens manglende identitet.
Det er gratis at oprette en konto