I uddraget af Leif Davidsens novelle ”Ti minutter i vor tid” hører vi om en mand midt i 20’erne. Hans forældre kommer fra Jugoslavien, men han har boet i Danmark hele sit liv. Her har han gået i skole og i gymnasiet. Her har han et liv, med kammerater og en dansk kone. Modsat sine forældre, især sin mor, føler han sig mere som dansker end serber. De har det godt i Danmark, og de vil aldrig rejse tilbage. Dette ændrer sig dog, da faren får en blodprop og dør, hvorefter hovedpersonen flytter med sin mor tilbage til Jugoslavien.
Da borgerkrigen bryder ud i Jugoslavien, kæmper han som snigskytte på serbernes side. Han ved ikke om, han ville have været i denne situation, hvis ikke hans far var død. Måske ville han have fuldt det hele fra TV-skærmen i Danmark.
Det er en selvfølge for ham at tage del i den etniske udrensning. Han hader muslimer og kroater, men forstår ikke helt hvorfor. Hans danske fornuft siger ham jo, at etnisk renhed ikke eksisterer, bortset fra hos fluer.
Han forstår ikke journalisterne, forstår ikke hvad de laver i krigen. Hvorfor de sætter livet på spil. Hans kommandant har fortalt ham, at det er for pengenes og spændingens skyld. Han har lært, at journalister er ludere. Mennesker, som sælger deres historier, der vender hele verden mod serberne, for luksuriøse landrovere og dyrt safaritøj. De render rundt med kameraer, mens andre med et maskingevær slås for friheden. Hovedpersonen respekterer sine fjender, men ikke journalisterne. Hans fjender kæmper på lige fod med ham, de kæmper for deres tro og for deres frihed.
Det er gratis at oprette en konto