Begrebet folkevise er egentlig ikke dækkende for genren. Det rigtige ord er ballade, for folkeviserne er danseviser. Ordet »ballade« er afledt af det middelalderlatinske »ballare«, der betyder at danse. Vi bruger stadig ordet bal om en fest med dans, mens vi ved ordet ballade i dag forstår en vemodig fortællende sang, ofte om ulykkelig kærlighed. Balladegenren bliver i 1200-tallet importeret fra Frankrig og opnår en sådan popularitet, at biskop Absalon ligefrem må forbyde munkene i Eskilsø Kloster at danse.
Folkeviserne blev fremført af en forsanger, en omvandrende trubadur, der måske selv skrev nye viser, og som i hvert fald kunne et større repertoire. De dansende sang med på mellemkvæd og omkvæd, og i kraft af dansens og sangens manende monotoni havde viserne en magi, der greb deltagerne. Dansen var ikke blot underholdning, den havde et kultisk og rituelt præg.
Samtidig behandler viserne temaer, der svarer til kernen i de fleste overgangsriter, nemlig de fundamentale overgange i livet. Stroferne beretter en historie, der typisk forløber i tre faser: En udgangssituation, hvor konflikten varsles, en lang konfliktfase, hvor modsætningerne optrappes, og en afslutning, hvor historien afklares, ofte med en tragisk udgang. Om- og mellemkvæd anslår en lyrisk, ofte vemodig, tone, i nogle tilfælde indeholder de en morale.
Det er gratis at oprette en konto