Folkeviser: analyse af 'Erik Klippings drab'

Min opfattelse af folkevisenFolkevisens historie og kendetegnEn analyse af folkevisen ”Erik Klippings drab”Historien om Erik KlippingDans i dag

Det er ikke mere end et par uger siden, vi fik det at vide. Vi skulle have folkeviser som emne. Med undtagelse af vores lærer, virkede ingen synderligt begejstrede. Alle var enige om, at det lød en smule kedeligt. Det syntes jeg også selv, for det eneste jeg kendte til folkeviser, var den ene gang i Sverige, hvor jeg havde været på et vikingetidsmarked, og nogle halvfulde og meget højt brølende svenskere dansede en meget rodet kædedans, mens en enkelt mand sang og spillede på harmonika. Det var et værre galehus.Men da vi begyndte at læse om emnet, ændredes min opfattelse af folkeviserne langsomt. Det begyndte at virke spændende, og som vores lærer tidligere havde sagt, var det et ”emne med kød på”. Jeg synes hverken, det har været det mest interessante emne eller det sjoveste emne, men alligevel synes jeg ikke, det har været kedeligt, og jeg synes, jeg har lært meget. Noget jeg især har lært meget om er folkevisens historie.

Folkevisens historie er meget gammel. De fleste mener, at folkevisen stammer fra Frankrig. Her var der mange herregårde og godser, og deres ejere kunne godt lide at feste og høre sladder. Derfor var spillemænd og skjalde meget vellidte. For de drog nemlig rundt i landet og underholdt og fortalte historier. Der blev holdt store fester hvor spillemændene sang en eller flere viser, mens gæsterne dansede rundt i store kæder og sang med på stævstammen. Mange ved ikke hvad det er, men det er rent faktisk omkvædet. Ofte var det sladder og eller gode historier der blev sunget om, og versene som skjalde sang, var derfor episke mens stævet og stævstammen var lyriske.Andre mener, at det var bønderne og selve folket, der fandt på folkevisen, og at navnet også stammer der fra, fordi det var folkets vise. Men noget alle er enige om er, at den kom fra Frankrig, derfra bevægede den sig nordpå og blev kendt i både England og Tyskland. Fra disse lande har den spredt sig ud over resten af det nordlige Europa. I løbet af tolvhundredetallet kom folkevisen til Danmark, og nu til dags er der mere end femhundrede forskellige danske folkeviser og mere end totusinde, hvis man tæller de forskellige varianter med. I femtenhundredetallet begyndte det at blive populært at danse pardans, og det medførte at kædedansen og dermed også folkeviserne næsten helt forsvandt. Nogle hundrede år senere blev det en fin beskæftigelse blandt adelen at skrive folkeviser ned i små bøger. En af de mest kendte bøger er ”Hjertebogen”; en bog, formet som et hjerte, hvor i der er skrevet mange forskellige folkeviser og digte ned. Også i Skånske lov er der i en venstre margin skrevet verslinjer af ”Jeg drømte mik en drøm i nat”, der i nittenhundredetallet blev spillet i radioen som pausesignal.Folkeviserne er inddelt i forskellige genrer. Der er ridderviserne, som skildrer adelens almindelige liv, de historiske viser, som overvejende er uhistoriske. I disse blev et kærlighedsmotiv interesse, når det knyttedes sammen med en berømt persons navn. Trylleviserne, der fortæller om det overnaturlige, som elvere og trolde. Og når nu vi er ved emnet fantasi, var der også kæmpeviserne, der omhandler guderne, heltene og oldsagnene. Derudover er det også legendeviserne om helgener og mirakler, de lange romanviser og de temmelig plumpe skæmteviser, der især gør løjer ned de lavere stande, som bønder, almindelige borger og munke.Et eksempel på en riddervise er ”Erik Klippings drab”, som jeg nedenstående har lavet en analyse af.