Universet er så uendeligt stort, så kan det virkelig passe at vi er alene? Rummets historie går helt tilbage til ”Big Bang”. Det siges at universet er 27,4 milliarder lysår fra ydergrænse til ydergrænse. Nogen mener samtidigt at universet er uendeligt, men kan noget overhovedet være uendeligt? Måske er vi bare én af milliarder forskellige racer? Bare tanken om universets størrelse kan gøre mig fuldstændig ør i hovedet. Sådan en stor størrelse er slet ikke til at forholde sig til, men det samme kan man jo sige om universet, det er så stort og uudforsket, at det nærmest er en umulig opgave at forholde sig til.
Jeg husker da tydeligt mine yngre år. Altså da jeg var i 6-8 års alderen. Dengang fyldte de såkaldte rumvæsner utroligt meget i mit liv. Dengang havde jeg fuld tiltro til, at de her væsner virkeligt eksisterede. Tanken om de grønne marsmænd osv. drog mig til fjernsynet i timevis, samtidigt kunne jeg også lege, at jeg var en rummand i timevis. Men er det virkeligt okay at bilde børn ind at der findes rumvæsner, hvis der altså slet ikke findes nogen? Selvfølgelig er det kun børn, men samtidigt er det jo også princippet i at ”lyve” over for dem. Man kan vel aldrig være helt sikker på, om børnene virkelig tager det til sig, og kommer til at tro på eksistens fra en anden ”art”.
Det er gratis at oprette en konto