Kærlighed gør blind

"Linda, tror du, at du kan klare det," spurgte Miriam hendes bedste veninde. "Helt ærligt, prøv at se på ham!" "Jeg ved det ikke, men det skader vel ikke at prøve. Det er jo det hele værd. Jeg skal jo bare kysse ham en enkelt gang." Lidt senere da det ringede ind, gik Miriam. Hun havde først fri en time efter. Med langsomme skridt gik Linda hen til en ranglet dreng ved navn Rasmus. Hans blik isnede, da han så, at Linda var på vaj hen til ham. Han kunne ikke bevæge sig og kunne end ikke tale. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at Rasmus var forelsket i Linda. Han turde ikke tale med hende. Hun var jo trods alt skolens populæreste pige og han det stik modsatte. "Rasmus," sagde Linda sødt, mens hun prækede ham blidt på ryggen med sine lang, perfekte fingre. Stammende fik han et hurtigt ja frem. Han så virkelig dårlig ud. Det her øjeblik havde han kun oplevet i sine fantasier. Hun talte til ham! Hun talte virkeligt til ham! Det var ikke en drøm! Eller var det? Det skete nemlig tit, at Rasmus dagdrømte. Det var når fordi, der ikke var nogen, der gad at tale med ham. Sådan fik han tit tiden til at gå. Han så nervøs og genert ud, da hun spurgte ham, om han ville med i biffen Han havde lyst til at råbe et højt og lykkelit: "Ja!" Men han smillede bare og sagde: "Selvfølgelig." "Jeg henter dig ved 6-tiden," sagde Linda, selvom hun ikke viste, hvor han boede. Rasmus forklarede hurtigt vejen, og Linda smilede og gik. Han var ikke særlig glad for, at Linda skulle se deres hjem. Deres forfaldne hjem. Hans mor havde ikke ligefrem tusinder i pungen Lidt sendere begav Rasmus sig hjemad Han tog med vilje den lidt længere vej igennem parken De smukke træer omringede ham, og det fik ham til at analysere tingene. Hvorfor valte hun ham? Hun kunne jo have fået evner. Han tænkte ikke meget mere på det. Han skule jo i bifen med en utroligt sød pige. Det troede han i vert fald... Han gik videre ned af den grussede vej og nåede desvære hjem. Moderen laje hurtit mærke til, at han så glad ud. "Du virker da glad i dag, Ralle." "Mor, må jeg tagge i biffen i aften?" "Selvfølgeli må du da de, men jeg har altså alt for travlt i dag, måske i morgen?" "Mor, uden dig. Der er en pige fra min klase, der har spurgt mig, om jeg ville i biffen med hende." "En pige?" Moderen så meget forundret ud, selvom hun prøvede at skjule det. "Ja, hører du dårligt," fniste Rasmus hånende. "Nej, nej," svarede moderen smilende. "Selvfølgelig må du da det. Øhm, jeg mener tage i biografen med en pige!" Rasmus gik smilende ind på sit værelse. Han stillede sig foran spejlet. Det skete ikke særlig tit. Han turde ikke. Han havde altid fået at vide, at han var total grim. Da han kiggede sig selv i spejlet denne gang, så han faktisk en rimeligt pæn dreng. Hans syn på sig selv ændrede sig pludseligt. Bare på grund af en pige! Han prøvede at sætte sit hår, men det lykkedes ikke. Han havde jo aldrig prøvet det før! Til sidst, altså en time senere, lykkedes det ham heldigvis. Han tog nogle for korte bukser på, for det var hans flotteste. Han havde ikke mange andre. Det var cowboybukser. Dem havde moderen ikke råd til at købe mere, efter faderen forsvandt ud i den blå luft, eller rettere sagt forlod dem. Moderen havde græd mange tåre, og både Rasmus og hans mor fik et utroligt hårdt liv. Da han var klar, smuttede han hurtigt ned i gården, hvor han plukkede nogle flotte blomster til Linda. Moderen kom ned og hjalp ham, for han havde ikke så meget forstand på blomster! Det endte med at blive en flot buket. Rasmus kyssede sin mor som tak for hjælpen. Lidt senere ringede det på døren. Den var to minutter over 6, så Rasmus var sikker på, at det var Linda. Det var det selvfølgelig også. Han skyndte sig at åbne døren. Hun stod bare dér og smilede så sødt. Man kunne tydeligt se hendes charmerende smilehuller. Moderen bød hende indenfor, og hun fik noget at drikke. Meget hurtigt var de ud igen ude af døren. Da de havde gået et stykke tid, holdt hun Rasmus' hånd og sagde, at hun virkelig godt kunne lide ham. Han smilede genert og sagde det samme. Resten af vejen talte de slet ikke. De kiggede bare varmt på hinanden. Ti minutter senere var de nået frem til biografen. Rasmus købte to billetter til "My sweet home Alabama". Han brugte alle sine lommepenge på billetterne og til noget slik, men han var ligeglad. Han ville bruge millioner på sin elskede pige! Filmen startede først halv syv, så de gik lidt hånd i hånd igen indtil da. Linda kiggede sig hele tiden nervøst omkring. Som om hun ledte efter nogen. Rasmus prøvede at ignorere det. Da de sad i biografen, blev hun mere rolig. Hun lænede sig mod Rasmus og trak vejret dybt. Rasmus' hjerte bankede hurtigt. Han var nervøs. Alt det her var ikke til at tro! Hun lagde roligt sit hoved på Rasmus' skulder. Sådan sad de under hele filmen. Da filmen var slut, og de gik ud, kiggede Linda sig igen uroligt omkring. Pludselig stoppede hun og kyssede Rasmus blidt på munden. Så hørte Rasmus en ond latter. Pludselig opdagede han, at han var omringet af sin egen klasse og nogle få fra parallelklassen. Linda slap ham og løb over til sin eks-kæreste og kyssede ham. Rasmus forstod ingenting. Han stod bare og så sig nervøst omkring. Da Rasmus var ved at komme sig, stirrede han på dem med et koldt blik. Linda smilede, mens hun kyssede sin eks. "Jeg klarede det," hviskede hun ham i øret. De smilehuller som Rasmus før havde opfattet som charmerende, blev de grimmeste, han nogensinde havde set. Uden han selv lagde mærke til det, trillede tårerne ned af hans kinder.