FP9 Skriftlig fremstilling - Novelle - Jeg tog fejl.

Jeg kigger ud på regnens dråber, der stille glider ned langs mit vindue. En tyk regn har lagt sig over os. Jeg sidder i min vindueskarm og nyder mit eget selskab, men hvad er der og nyde? Før i tiden vidste jeg ikke hvad rigtigt og forkert var. Det har jeg faktisk aldrig vidst. De fleste har håbet for mig, at jeg blev klogere med årene. Det var bare som om det aldrig skete. Jeg blev aldrig klogere. Jeg blev ved med at lave de samme fejl om og om igen. Som en evig forbandelse over min eksistens der aldrig ville høre op. Fejlene jeg aldrig lærte at holde op med at begå… De største fejl mit lille ego til dags dato har begået, er parforhold. Hvorfor overhoved prøve? Alligevel kan jeg ikke få ham ud af mit hoved, Jesper. Første gang jeg så ham, var det som om han tryllebandt mig til at elske ham. Og det gjorde jeg, forfærdeligt meget. Det hele startede en helt normal Tirsdag. Solen skinnede, for første gang i mange måneder. I min glæde over solens stråler, var jeg lige lidt forsinket den morgen. Faktisk meget. I et mislykket forsøg på at nå bussen i mine nye sko, mødte jeg ham. Hans blå let fortvivlede øjne kiggede dybt ind i mine. “Er bussen kørt?!” Jeg kunne høre frustrationen i hans stemme. Hans fyldige mørke, let krøllede hår, glitrede i solens skær. Jeg stod der og beundrede ham så meget, jeg knap nok hørte hvad han sagde. “Undskyld, hvad?” Fik jeg lang om længe fremstammet. “JA! Er bussen kørt?!” Han stod nærmest og råbte. Jeg blev helt forskrækket, hvorfor taler han sådan? “Ja, vi kom lige akkurat for sent” sagde jeg irriteret. Det svar blev han ikke just glad for at høre. Han nærmest råbte og skreg “JEG HAR EN MØDE OM EN TIME”. Jeg selv havde bare en kedelig arbejdsdag at se frem til, så jeg klagede ikke ligefrem over den lille forsinkelse. Dog er arbejde, arbejde og det skal passes, så jeg besluttede mig for at gå tilbage og tage bilen. Jeg havde ellers glædet mig sådan til den dejlige gåtur rundt om søen, fra busstoppestedet til min arbejdsplads. Da jeg vender mig om får at spadsere tilbage igen, møder en mørk stemme mit øre. “Hvor skal du hen?” Det var ham. Hans stemme var lidt hæs, men spækket med frustration. Aldrig har jeg været gladere for at høre et fremmede mennskes stemme. Men han var ikke fremmed. Ikke det mindste. “Hjem, jeg tager bilen” Endnu en gang blev han oprevet, og det hjalp bestemt ikke da han tjekkede bus oversigten, og opdagede den næste bus først gik om en hel time. “Ja, det er jo ligesom ikke os alle der har biler vel!” sagde han så irriteret, jeg selv blev irriteret.