Mexicos og Ukraines ambassadøre (Skriftlig fremstilling

Yousef Hussein Amager International Skole 19/10/19 Jeg har læst to forskellige artikler om Mexicos ambassadør og Ukraines ambassadør. De to ambassadør formå at udetale sig selv på to forskellige måder, men minder lidt om hinanden. Fordomme eller ej? De snakker kun om det danske folk og ikke landet. Generelt bliver der snakket om danskerne på en generaliserende måde. Går det så hen og bliver til fordomme? Jeg synes nemlig at når man snakker om erfaring i et land, skal man huske på at det ikke nødvendigvis sådan landet er. Når vi bliver beskrevet på en generaliserende måde, synes jeg ikke længere det er sandt, men mere en mening baseret på fordomme. Et folk med velfærd og et nedlagt folk Den ukrainske ambassadør sammenligner ukrainerne og danskerne på en meget generaliserende måde, men for det meste positivt. Hun mener, at danskerne er realistiske, og at vi ikke behøver at være rige eller at have et godt arbejde for at være lykkelige. Sådan som jeg forstår det, mener Natalia Zarudna, at vi nøjes med det liv vi har, og at vi ikke forventer mirakler. Hun mener, at det der gør danskerne glade er, at vi er virkelighedsnære. “Mens danskerne er virkelighedsnære, forventer vi ukrainere alt for meget af livet. Vi er utilfredse, og hver dag ønsker vi os et mirakel. Det har sovjettiden lært os.” Jeg synes det er interessant, at Zarudna nævner sovjettiden, hvor Ukraine var meget svag og nedlagt af Sovjetunionen, og hvor levevilkårene var slemme på grund af mangel på fx føde osv. Det er klart, at ukrainerne kan have haft en tendens til at forvente mirakler i en mørk og dyster hverdag. Det er også meget klart, at danskerne for Zarudna kan virke virkelighedsnære. Det er jo også meget svært at ikke være realistiske i et samfund præget af velfærd og velstand? Der er ligestilling for det meste og alt bliver serveret ligeligt. Kan partierne i folketinget egentlig enes? Endnu et eksempel, som Zarudna nævner er at hos danskerne, er vi meget gode til at enes, hvilket blandt andet bliver fremhævet i de politiske partiers samarbejde med hinanden. Selvom i synes, at fx Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet aldrig nogensinde kan blive enige om noget som helst. Det er jeg enig med Zarudna om, da mange danskere kigger ikke på det fra forskellige synsvinkler, men er meget negative omkring uenighederne blandt partierne. Det kan ikke sammenlignes i forhold til de ukrainske partier. Den mexicanske ambassadør Martha Bárcena Coqui retter blikket et andet sted hen og ser på vores opførsel og væremåde. Hun lægger vægt på, hvordan vi går klædt, og hvordan vi kommunikerer med hinanden. På samme måde som Zarudna sammenligner hun danskerne med sit eget folk. Hun ser både gode ting, som fx var hun overrasket over, hvor sikkert det er at opholde sig på gaden og negative ting som fx mener hun at vi kan virke ubehøvlede, fordi vi er meget ligefremme. Hun mener, at alle danskere er ligefremme og siger, hvad de er utilfredse over. Det mener jeg er meget generaliserende, da jeg slet ikke synes alle danskere er sådan. Hun mener også at det også er