Ordet konfirmation kommer af det latinske ord confirmatio, som betyder bekræftelse.
I dag vælger ca. 70 % at gå til konfirmationsforberedelse og blive konfirmeret, når de går i 7. eller 8. klasse. I modsætning til i dag var det engang tvunget at blive konfirmeret, og konfirmationen var en slags prøve. I tidens løb har konfirmationen og dens betydning ændret sig meget.
Konfirmationens Historie
Konfirmationen har rødder tilbage til den tidlige kristne kirke i Romerriget. I de første kristne menigheder i Romerriget blev man først døbt som voksen. Det var menighedens leder, biskoppen, der forestod dåben. Da kristendommen blev statsreligion i Romerriget, og den katolske kirke blev grundlagt, blev det mere og mere almindeligt at døbe børn kort tid efter, de var født. Traditionen med voksendåb fortsatte nu som konfirmation. Denne blev opfattet som Guds bekræftelse på forældrenes ”ja” ved dåben.
I 1439 indførte den katolske kirke konfirmationen (firmelse) som et sakramente (se boks), dvs. et tegn på Guds nåde. Men Martin Luther, som grundlagde den protestantiske tro (den evangelisk-lutherske kirke), var imod konfirmationen. Den var ikke nævnt i Bibelen, derfor var den ikke et sakramente, sagde han.
Luther mente, at mennesket skulle rette sig efter Bibelen. Den evangelisk-lutherske kirke stillede ikke andre krav, end at man sluttede sig til kirkens lære. Dvs. at man troede på Gud og Guds nåde. Efter reformationen i 1536 blev Danmark et evangelisk-luthersk land, og konfirmationen blev afskaffet.
Det er gratis at oprette en konto