I løbet af 1600- og 1700-tallet blev der anlagt fem danske forter på Afrikas kyst.
Danmark fik kontrol over de tre små vestindiske øer St. Thomas, St. Jan og St. Croix.
På disse øer anlagde danskerne sukkerplantager og importerede slaver fra Afrika til at arbejde på dem.
Mange slaver forsøgte at flygte til andre uopdyrket øer. Disse kaldte man ”Maronnegre”. Maronnegre der blev fanget skulle straffes i forhold til hvor lang tid de havde været på flugt. Straffene var piskning med 150 slag eller mere (14 dage), hugget et ben af (12 uger) og dødsstraf eller en benådning så man får hugget et ben af (6 måneder).
Jorden på Sankt Thomas var meget vulkansk og blev derfor hurtigt udpint af sukkerørsdyrkningen. Øen klarede sig derfor fordi den havde en perfekt naturhavn.
Sankt Jan blev opdyrket med tobak, bomuld og sukker, men øen var for lille til at få økonomisk betydning. Derfor kom størstedelen af den danske sukkerproduktion til at forgå på den største af de tre øer, Sankt Croix.
Den danske storhedstid var i 1755 og frem til de britiske besættelser i 1801 og 1807-15. I denne periode kulminerede sukkerproduktionen på Sankt Croix, og sukker blev en af de vigtigste handelsvarer i København.
Det er gratis at oprette en konto