Analyse af H.C. Andersens 'Den grimme ælling'

I eventyret følges en svaneunge, der klækkes i en andegård. I starten ved hverken svaneungen selv eller de omgivende dyr at den ikke er en and, og på grund af dens anderledes udseende begynder den at blive mobbet af de andre dyr. Derfor har den det rigtig svært i andegården, og føler sig ikke hjemme der. Den flygter så, og ender med at være i et bondehus. Heller ikke her bliver den accepteret som den er, og flygter igen derfra. Svaneungen opdager at den selv er en svane, da den nærmer sig nogle andre svaner. Her finder den altså endelig et sted at være, og bliver endelig anerkendt.

Til sidst finder den en svaneflok, og den finder ud af, at den selv er en svane.

Genretræk ved folke- og kunsteventyr:

Folkeeventyr er en mundtlig overleveret fortælling, hvor kunsteventyr har en bestemt navngiven forfatter. Det gør også at sproget er anderledes, da netop fordi at folkeeventyr er mundtlig overleveret, vil sproget ikke være særlig beskrivende, modsat kunsteventyr. Jeg kan altså allerede her konkludere at den grimme ælling er et kunsteventyr, da jeg har en forfatter, nemlig HCA. Så er personerne i folkeeventyr ikke så godt beskrevet, f.eks. vil en heks blive kaldt for ond, en helt for god osv. Altså er personerne flade. I Kunsteventyr har personerne følelser og bliver også kort beskrevet. Altså er personerne runde.