Unge drikker. Selvfølgelig gør de det. Når man når til 15-16 års alderen (for de fleste), er alkohol en af de nye spændende ting, man har fået øje på. Og det skal der da eksperimenteres med. Man skal så bare huske at der er en grænse, som der er for alt. Men skal man så stole på unges selvkontrol eller skal der flere regler til? Jeg sidder ved morgenbordet, spiser min skål cornflakes og bladrer igennem dagens avis, som alligevel lige lå på bordet. Den første overskrift, som fanger min opmærksomhed er: ”Danskere vil hæve aldersgrænsen for at købe alkohol”. Jeg kigger længere nede på siden og læser følgende ”Et stort flertal vil hæve aldersgrænsen fra 16 år til 18 for at købe alkohol.” Vi har hørt om det før og nu høre vi det igen. Unge og alkohol. Danske unge drikker alt for meget og det kan have mange konsekvenser. En passende grænse. Sidste gang regeringen ændrede på aldersgrænsen for køb af alkohol var 7. Marts 2011. For at købe noget af det stærke alkohol skulle man nu være 18 år. 16’årige kunne dog stadig købe alkohol op til 16,5%. Aldersgrænsen for køb af stærkt alkohol i de fleste andre lande i Europa er også18 år. Hvis bare vi kigger på vores naboland Sverige, skal man være 20 år for at købe en helt normal øl på 5%. Jeg tror ikke det vil hjælpe, at følge vores svenske naboers idé. Der er jo ikke fordi unge ikke nok skal få fat på alkoholen ved at sætte aldersgrænsen så meget op. Jo det gør det da mere besværligt, men ikke umuligt, da unge mennesker sagtens kan finde en ældre kammerat, der vil købe det for dem. Jeg er selv ikke gammel nok til at købe nogen form for alkohol, men det betyder jo ikke, at jeg aldrig har drukket. Tillid og forståelse – i stedet for regler og strenge forældre. Vi lever i et samfund, hvor vi hver dag bliver bombarderet med regler, forbud og meninger. Meninger om hvad vi må og hvad vi ikke må. Som ung er man midt i at finde ud af hvem man er og hvor ens plads er her i verden, og det kan derfor være svært, at forholde sig til alle de regler, forbud og bestemmende stemmer man møder hver dag. En del af det at være ung er ikke mindst at bryde reglerne og prøve grænser af. Derfor tror jeg ikke, at det hjælper noget, at sætte aldersgrænsen fra 16 op til 18 år. Jeg tror der er mange andre ting man kan gøre for at drukken ikke skal tage overhånd og så man kan holde det på et niveau der er til at have med at gøre. Jeg tror det er vigtigt at arbejde med unges holdning og vaner omkring alkohol. Det er forældrenes og skolernes pligt, at lære de unge hvordan man opfører sig, når der er alkohol involveret. Det hjælper simpelthen ikke, at pege fingre ad dem og fortælle dem hvad de gør forkert. Tværtimod skal forældrene lære dem fra starten, at det er i orden, at drikke, men at der selvfølgelig også er grænser. At fjerne alkoholen helt fra de 16-årige ville netop have den modsatte konsekvens, altså når man ikke må, bliver det (som ung) næsten mere attraktivt og spændende at gøre det, og det er her det ender galt, fordi man ikke ved hvor meget man kan tåle og hvordan det virker, så man mister selvkontrollen og man kan komme galt afsted. Derfor er det også vigtigt, at opbygge et tillidsbånd til de unge så de også gider at høre på de voksne og erfarne, i stedet for at gå imod dem, så der ingen respekt er, og det ender galt.
Det er gratis at oprette en konto