Opmærksomhedskultur og pinlighed i hverdagen

Forleden eftermiddag stod jeg i en kø i Brugsen, foran mig stod to kvinder og et barn. De voksne fik en længere snak om deres døtre, som havde gået i børnehave sammen. Der var mange mennesker i køen, så de fik både snakket om det ene og det andet, hvor det er man tænker lidt ”hvorfor skal man hører sådan en gang lort, som jeg alligevel ikke kan bruge til en skid?”

”Min lille prinsesse skal begynde i skolen efter sommerferien” sagde én af, to mødre der stod i køen. Jeg havde nu stået så lang tid i kø sammen med dem, at jeg overvejede grundigt, om man skulle bede dem om at dæmpe sig lidt, eller bare ligge sin ting og gå.

Jeg måtte, derefter forstå et prinsessen, bare var den lille pige på de syv-otte år, som hun havde med. I mine øjne var det eneste, jeg så en helt normal lille sød pige, som alle andre piger, med hvidt hår, blå øjne og små lille ben.

Jeg ser det tit, over det hele, overalt. Især på Facebook ”så er min lille prinsesse klar til første skoledag” eller ”så har man lige tabt sin først tand” hvorfor er det man skal dele sådan en gang pis, for at sige det lige ud. Jeg synes helt klart at man skal lade vær med at gøre sådan noget, og så bare være sammen med sin i børn, i stedet for man skal poste det på de sociale medier. Min forståelse for at man poster sådan noget er at men vil have opmærksomhed. Opmærksomhed, opmærksomhed og atter opmærksomhed, vi kan ikke få nok og når vi får det, er det godt. Som jeg ser på sagen, er det det eneste, hun vil have. Jeg forstår det ikke. Jeg kan godt forstå, at man er glade for sine børn, men det her er gået helt op, i har og briller. Når jeg tjekker de sociale medier, ser jeg dem tit, de vil have anerkendelse af de andre mødre og forældre, det er som at, der står ”se mig, se mig nu!” i panden på dem. Pindligt, det er rigtigt pinligt. Næsten så pindligt at man burde skrive til dem, at de skulle lade vær med at gøre det for deres egen skyld, ikke vores, for vi kan jo bare ligge os tilbage og ikke gøre andet end at grine af det. Det er pinligt fordi at man kan få et forkert syn på barnet af andre børn eller forældre, det er jo ikke barnets skyld men forældrenes. Jeg kunne måske godt tænke lidt, at barnet bliver som deres forældre, med deres opdragelse men nu når vi snakker om de sociale medier, hvorfor så ikke snakke lidt om den virkelig verden jeg har nemlig en lillebror ved navn [NAVN A], han er 12 år. I han fritid går han til foldbold sammen med sin venner, han elsker det. Efter aftensmanden glæder han sig til at komme til af sted, han tigger nærmest for at komme af sted. Når man træner foldbold, skal man selvfølgelig også spille kampe. Nogle gange har jeg været med ham ud og så fodbold, også fordi han ser mine kampe.