Min far er stadig udstationeret i Indonesien for Røde Kors. Vi skulle have været hjemme i næste uge, men det kommer ikke til at ske nu!
Det er nu 30 dage siden, jeg sidst skrev til jer, og siden da er der sket mere, end i nogensinde vil kunne tænke jer til. For 28 dage siden kom der nemlig en tsunami, og det var den største i 30 år i Indonesien. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Mig og min far var heldigvis langt inde i byen, hvor vandet kun lige nåede ind i så små mængder, at de ikke kunne ødelægge andet end små vejboder. Min far blev straks kaldt ind til møde med de andre udstationerede fra Røde Kors.
De fik hurtigt opgaverne fordelt. Min far skulle ned på gaden, og se efter sårede og hjælpe dem, og da jeg ikke kan lide at være alene, tog jeg med ned. Jeg har tit hørt jer sige: ”Ej hvor er det snyd, du skal hele tiden til nogen fede lande og opleve deres kultur”, men det her var skam ikke en fed oplevelse!
Da jeg gik rundt dernede, så og hørte jeg alle voksne og børn råbe efter deres familier og efter hjælp, samtidig med de græd, og det var lige før jeg også begyndte at græde. Vi hjalp blandt andet en 5-årig pige, der var blevet væltet af vandet, og sad fast i en ødelagt vejbod. Da vi fik taget nogle sten væk fra hendes ben, kunne vi tydeligt se, at hendes ben var brækket, og det blødte helt vildt. Hun græd og blev ved med at råbe ”Mamma”. Jeg kunne slet ikke holde det ud, men til sidst fik vi kørt hende til nærmeste hospital.
Det er gratis at oprette en konto