Som i jo ved er jeg udstationeret til Thailand, da mine forældre skal arbejde herovre, og jeg har jo lovet at skrive et brev til jer hver måned. I har sikkert hørt, set eller læst om den forfærdelige tsunami der ramte dele af Indonesien, Sri Lanka, Indien og desværre også Thailand. Heldigvis er jeg en af de overlevende, og det priser jeg mig utrolig lykkelig for. I hvert fald vil jeg gerne prøve at forklare hvad der faktisk skete, og hvordan jeg oplevede det. Det startede jo med, at hele vores familie mødtes i lufthavnen for at sige farvel. Det var hårdt, men jeg var sikker på vi nok skulle få en god start. Flyveturen var fantastisk, og de første dage i vores ”nye liv” gik skam også fint. Min bror, søster og jeg havde lige fået weekend efter vores første skoleuge. Lørdag næste dag tog hele familien ud på vores båd, fordi vi følte at vi ligesom havde fortjent at slappe af efter en hel ny star, men det var på samme tid også bare for at hygge os lidt, ligesom alle andre normale familier nu engang gør. Jeg kan huske jeg kiggede ned på det mørke vand, som der var helt stille under os. Jeg smilede meget, i hvert fald tidligt på dagen, da jeg hørte mine søskende skråle og drille hinanden venskabeligt. Det begyndte at blive aften, mine søskende og jeg var trætte, så vi faldt ret hurtigt i søvn på båden, undtagen vores forældre. Det var nu at alvoren begyndte, for jeg blev afbrudt i min søvn af en stemme. Jeg kan huske at vi alle råbte panisk, men jeg havde ikke engang selv opfattet hvad der var galt.”Mor!” var det sidste jeg råbte, før der røg en kæmpe bølge over os, den var så kraftig at jeg og sikkert også de andre, røg rundt i vandet. Det føltes på en måde som om, at alt lukkede sig om mig så det eneste jeg kunne se var det beskidte vand. Jeg havde det lidt som om det var en drøm, og sådan har jeg det stadig, nu imens jeg skriver dette. Jeg havde ingen kontrol, jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var hverken op eller ned, men alligevel prøvede jeg at komme op til overfladen. Noget hårdt ramte mit hoved i vandet, så jeg blev vidst bevidstløs, tror jeg da, jeg kan i hvert fald ikke huske så meget efter det. Det var nu jeg følte, at jeg skulle vågne fra den drøm jeg troede jeg havde. Det jeg kan huske efter det var, at det var som om, at min krop vågnede før jeg gjorde. Jeg fik en masse vand ud af munden, og det var som om mine lunger trak sig sammen. Jeg havde også en forfærdelig klam smag i munden, så jeg tror jeg skar et par grimasser. Jeg var helt utrolig træt, sådan som om jeg var ved at blive syg. Jeg er ikke sikker, men det var som om jeg kunne høre en masse skrigende stemmer, og de skrig er noget jeg end ikke har fået ud af hovedet i dag bare to dage efter katastrofen. Jeg fik også hele tiden billeder i hovedet af, da vi lå på båden helt uskyldige. Der ligger stadig stumper af huse, biler og endda stadig lig nogle steder. Det er meget skræmmende at se, og jeg håber ikke at nogle af jer kommer til at opleve noget lignende. Det er ikke gået op for mig endnu, altså det der er sket, eller hvad der vil komme til at ske. Jeg begyndte at lede efter mennesker, jeg gik i enormt lang tid, og så fandt jeg min bror! Jeg kan ikke beskrive den glæde, der røg igennem mig, da jeg fandt ham i live. Han havde kun et par hudafskrabninger og sår, men var alt i alt uskadt. Jeg tror endda at, jeg begyndte at græde af glæde, fordi at jeg virkelig troede jeg havde mistet dem alle sammen, men at vide at mindst en af dem er her sammen med mig er fantastisk. Vi har stadig ikke fundet hverken min søster, far eller mor. Vi har været rundt at kigge på diverse hospitaler, men uden held. Måske dukker de op på et tidspunkt, det håber jeg da, og det håber min bror sikkert også.Der er faktisk en thailandsk familie der har taget sig af os, de sidste to dage, og de er nogle fantastiske mennesker. De kan berolige os når vi har brug for det, og de forstår jo sikkert godt hvorfor vi er lidt kede af det ind imellem. De kan heldigvis snakke en del engelsk, så vi er ikke helt lost når vi har dem. Et roligt liv var hvad jeg havde håbet på, men man kan jo ikke styre naturen, uanset hvem man er det umuligt. Jeg tror ikke rigtigt der var nogen der havde forudset det her, men det er nu engang sket. Det jo kun sådan noget man ser på film, men det her er virkelighed. Det er som om ens syn på verdenen har ændret sig lidt, fordi det vigtigste for mig lige pludselig var at overleve. Men som skrevet er jeg heldig og lykkelig over at jeg overlevede. For ligesom at afslutte dette brev, vil jeg bare sige jeg håber at i er god behold, og ikke er ligeså skræmte mere. Hvornår jeg muligvis kan komme tilbage til Danmark ved jeg ikke, men som aftalt vil i få et brev igen i næste måned, hvis det altså kommer til at vare så længe.
Det er gratis at oprette en konto