Jeg vågner op som altid, ved lyden af det første tog der kører ind på stationen. Det er en meget høj fløjte, højere end alle de andre. Jeg åbner min øjne langsomt, for i mine øjenkroge er der klistret søvn. Det er mørkt, men man kan alligevel ane det hvide rum. Jeg vender mig om på min side og ser ham. I dag er ikke som andre dage. Jeg smiler ved tanken. Jeg vender mig om på min anden side, og finder på siden af sengen en knap, der skanner mit finderaftryk. Jeg sætter mig op, der lyder et lille bip fra min skulder og et display popper op foran mig. Der står mit blodtryk, hvordan jeg har sovet og en hel masse ting om min krop, både mentalt og fysisk. Jeg trykker på en anden knap, der for gardinerne til at gå op. Nu kan man se hele det hvide rum. Han vender sig om og trækker den hvide dyne over hovedet.
Jeg rejser mig fra sengen og tager min morgenkåbe og hjemmesko på. Jeg bevæger mig langsomt hen til døren og skanner min hånd på håndtaget, døren går op, og jeg lukker den bag mig, da jeg går ud i det store rum. Jeg trykker igen på en knap, og alle gardinerne går op, så man kan se den næsten endnu mere hvide stue, og den flotte udsigt over storbyen. Den er vågen og fyldt med mennesker. Selvom jeg kun kan se menneskerne som små myre, kan jeg alligevel se, hvordan alle har travlt. Det ville jeg også havde været på en normal dag.
Det er gratis at oprette en konto