_______________________________________________________________________________________
Bølgende ideologier driver forbi filteret af forstand…
Hver ingrediens er en ideologi, der fremtræder som en enkelt forstand blandt imødekommende. Men blandes disse ingredienser sammen til ét, bliver førstehåndsopfattelsen aldeles anerledes. Denne store indelukkede kuppel fremviser et smukt billede indeni, men desværre er der kun et hul til at se dette værk ude fra - ét perspektiv. Men med flere huller, flere perspektiver, udlever dette portræt dets potential. Kort sagt henviser disse kortskrevne sætninger til en kontroversiel opfattelse af reality, men også dømmende og diskussionsåben grundtanke efter min egen personlige mening. Kan dette faktionsemne opfylde hullet i hverdagen, det hul der tomt, der henligger ved øjets nethinde? Uden dette såkaldte hul er fyldt op, provokeres en stemningsfyldt virkelighed. En stemning der er så trist og gråaflejret, et knejsende palads der oprigtigt har fremført glæde blandt personer, men atter er glemt af intetheden i folk. Hvad sker, hvis denne tynde, fiktive, silkebløde boble fyldes op, så afspejlingen aflægger et filter, der drejer denne stemningsfyldte virkelighed 180o, og får virkelighed til at få et knasende knæk, et knæk der lyder overdrevet, men afspejler glæde. En glæde der bliver fremvist af dette overdrevet og finpoleret knæk…
Vi udarbejder en illusionsopfattelse, når vi afviser de andre sansers kombinationsevne med den almægtige hjerne, undtagen vores øjne. Reality kan indirekte afspejle en Cocio, blot hvor smagssansen er den gyldne hovedfigur. Man lader øjenlågene glide hen over øjnene, lader hånden absorbere de kolde dråber, der triller ned af flasken, lytter til hver slurk, der kan virke som en lettelse, som får stress til at blive et antonym, indsnuse denne kakaofyldte aroma, der får hjernen til at skabe en illusion af fortiden, da hver ingrediens lå hver for sig, men med en kombination af hvert element er idéerne uendelige - og til sidst; smagssansen, den dominerende. Den aflukker for, hver af de andre ubeskrivelig, betydende sanser. For hvert sekund der forfalder hen og konstant bliver til en ældre og ældre fortid samt minder, gør den en mere og mere velfornøjet. Kombinationsevnen svinder hen, og bliver til en egocentreret fornøjelse - ligesom reality-tv. Men hvad er den afgørende forskel? Hvilke hjerneceller blusser op, når vi indtager, hver enkelt stof? Stoffet som i dette tilfælde repræsenterer reality. Kan denne selviscenesættelse være illusionen, der sætter præg på små hjerneceller, der næppe vil lade disse idylliske minder bortkomme, men ej heller i al evighed lade dem frempoppe som en afvej, der altid vil kunne anes i den semi-realistiske horisont i den, både fantasifyldte, men også den fabrik-lignende hjerne der former et stof, udarbejder det bedste slutprodukt, der i sidste ende vil være denne inspiration for andre. Jeg anser reality som en indirekte måde at sætte gang i hjernen - iscenesættelse generelt. En cykel uden kæde, en bil uden motor - alle disse metaforer kan afspejle facaden af reality. Jeg antager at cyklen og bilen i dette tilfælde er hjernen - men når der ikke sker noget; når der ikke er motion i hovedobjektet, glemmes det ikke, men bliver en ubetydelig del af livet at spilde sekunder på. Når så denne atypiske, men stadig spørgsmålsløse ændring fremkommer, sætter det præg på alle de tilstøvede hjerneceller, der pludselig i én sekvens skal sætte en kædereaktion i gang. Det er denne såkaldte kædereaktion, der giver denne ekstraordinære, men samtidig pludselige reaktion i hele den vidunderlige kroppen. En sådan pludselig reaktion.
Det er gratis at oprette en konto