Lektor Blomme, Cæsar og Khartagos skæbne

1:”Nu skuer jeg grant Khartagos skæbne”. Før det Romerske Riges begyndelse, var Khartago en middelhavets handelscentrum i det antikke kosmos. Hvis alle veje førte til Rom kan man sige at alle skibe førte til Khartago. Et imperium uden lige, indtil Romerne besluttede sig for at de nordafrikanske territorier skulle føres under romersk styre. De Puniske Krige er historier om Khartagos nederlag forårsaget af Cæsar og hans legioner. Lektor Blomme ser sig selv som skolesystemets Cæsar. Som Hans Scherfig så ironisk fortæller så ændre Blommes natur sig fra en lille grå mand, til en romersk imperator. Når han tager bastant plads på klassens kateder, er han Cæsar selv. 2:”Lad dem kun hade, når blot de frygter”. Lektor Blomme REGERER sit klasselokale som en diktator, med lussinger og ydmygelse. Ordet diktator stammer fra det romersk-latinske ord Dictador som egentlig betød at man havde en lederstilling i senatet, svarende til nutidens ministerpost. Lektor Blomme lever dog op til den konnotation som ordet siden har fået. Når vi ser på Lektor Blommes personlighed ser vi en afspejling i det moderne samfunds sindstilstand. Hans fanatiske behov for cæsarisme er et skalkeskjul for hans indre mangel på selvværd. Det genspejler vor hverdags ligegyldighed og ensformighed. Vi panikker over vores ubetydelighed. Derfor gør vi ofte ekstreme handlinger i et udråb om at ”Jeg er her altså også”. Det her fænomen er ikke nyt. I antikken, i både Khartago og Rom, var målet i livet at blive skrevet i historiebøgerne. Man ville huskes som en titan iblandt mænd. Tanken om at blive glemt har skræmt hele verden igennem hele det moderne menneskes tidsalder. Jeg føler ofte denne frygt. Tanken om at livet intet betyder, er jo egentlig ret skræmmende. Men når jeg kigger på Blommes miserable tilværelse, ensomhed og desperate søgen efter storhed, går noget op for mig. I de gamle historier som Lektor Blomme forguder, ser vi ofte at de største mennesker har den ulykkeligste skæbne. Julius Cæsar blev stukket ned af senatorer, iblandt dem Brutus, hans nære ven og Vespasius Cæsar blev dræbt af misundelige generaler han havde kendt hele hans liv. Det virker som om ulykke og storhed går hånd i hånd. Men ulykke er ikke et resultat af storhed, men årsagen til storhed. Grunden til at man bliver en titan, uforglemmelig i både myter og historier, er fordi man som blot et menneske formår at falde dybere en nogen anden, for blot at rejse sig større end før. Med ulykke, med smerte, med sorg, kommer sand storhed.