Alex! Alex!” Jeg kunne høre min 7-årige bror Mads råbe efter mig. Jeg satte mig op og spurgte ”Hva' er der?” ”Hvor er vi?” Sagde han meget nervøst, det var som om jeg kunne mærke usikkerheden i hans lyse barnestemme. Mads havde altid været en sød, uskyldig og altid så artig lille dreng. Jeg havde det rigtig dårligt, hovedpine og ondt i maven. Det hele føltes så uvirkeligt, det var slet ikke til at forstå hvad der var sket. Jeg kunne ikke huske noget som helst af hvad der var sket, og jeg var helt i mine egne tanker. Det var som om det hele var en uvirkelig drøm, så jeg blev nød til at nive mig selv i armen for at sikre at det hele var virkelighed. Jeg rejste mig op og kiggede rundt, hvor jeg kunne konstatere at vi åbenbart var havnet i en stor skov. Mads havde heller ingen anelse om hvordan det var vi var havnet helt her ude. Jeg kiggede på mit ur og så klokken var lidt over 12, jeg forstod ingenting. Jeg tænkte at vi nok hellere måtte begynde at gå ind mod byen, for at se om vi kunne finde husly for natten. Vi var begge to ret enige om at vi ikke var specielt interesseret i at overnatte i denne kolde og meget uhyggelige skov.
Det er gratis at oprette en konto