Nu sidder jeg her igen. I båsen på skolen. Jeg ved ikke hvorfor det altid ender sådan her, men jeg kan snart ikke klare det mere. Måske er det fortjent? Måske er det meningen at jeg bare skal forsvinde?
Da jeg satte mig på sædet, tog jeg mine ben om som altid, for at ingen skulle se at jeg sad derinde. Men hvem ville alligevel interessere sig for mig? Jeg sidder og kigger på væggene omkring mig. Alle de indridsede hjerter med navne i, gør det ligefrem ikke bedre.
Mine forældre er ikke underrettet. Heldigvis. Hvis de vidste hvad der skete hver dag, ville de flytte mig umådeligt langt væk. Og det er det sidste jeg ønsker.
Der kunne være mange af disse ubehagelige mennesker. Mange flere end dem der befinder sig her. ”Det er det sidste jeg ønsker”. Det fortæller jeg tit mig selv når jeg sidder krummet sammen ude på toilettet, helt alene.
Jeg gennemlever den samme lidelse hver dag. Men alle overser den. Er det da ikke tydeligt nok? Jeg sidder grædefærdig og ydmyget på det samme toilet. Hver dag! Men ingen er opmærksomme, og jeg mener INGEN! Hvis det ikke var for de store brød, havde jeg det overhovedet ikke sådan her. De kan finde på de mest forfærdelige og skrækkelige ting, men hvorfor skal jeg udnyttes til det? De kender mig ikke. Eller jo, men kun som tykke Ella fra ottende klasse.
Det er gratis at oprette en konto